Jupiter slynger rumsonde videre ud i rummet

Det tager kun et års tid at nå ud til solsystemets største planet, Jupiter, med New Horizons nye hastighedsrekord.

Rumsonden New Horizons er på dørtrinnet til vores solsystems største planet, Jupiter. New Horizons er den hurtigste sonde, der nogensinde har været sendt af sted fra Jorden, og den har da også kun brugt godt et års tid på at nå ud til Jupiter. Allerede i næste måned sker den tætteste forbiflyvning, der i sidste ende skal give New Horizons mere fart på, for Jupiter er kun en tidlig mellemstation på den lange rejse til Pluto.

Og fart er alfa og omega, hvis man vil nogen steder hen i rummet, for afstandene er store. Det er på grund af Jupiters store tyngdekraft, at det kan lade sig gøre at hæve New Horizons' i forvejen høje hastighed. I øjeblikket ligger den på omkring 70.000 kilometer i timen, men efter passagen af Jupiter vil den være steget med 14.000 kilometer i timen til 84.000.

Og det giver pluspoint i log-bogen, for det sparer tre år at tage omvejen forbi Jupiter.

Selv om Jupiter gennem tiden har haft besøg af en del rumsonder, så har New Horizons' meget fintfølende instrumenter om bord, derfor er det planen, at de skal testes grundigt af på den store planet og de fire største måner, så man kan slå to fluer med ét smæk.

De syv videnskabelige instrumenter om bord vil foretage flere end 700 målinger på vej forbi Jupiter. F.eks. vil man undersøge Jupiters stormfulde atmosfære nærmere. New Horizons skal også undersøge Jupiters ringsystem nærmere, for selv om det ikke kan ses fra Jorden, så har den et ringsystem, der blot er noget »tyndere« end naboplaneten Saturns imponerende ringsystem.

Målingerne begynder allerede nu og fortsætter efter passagen af Jupiter på vej væk igen. New Horizons vil komme tættest på den store planet den 28. februar, og først i juni stopper udforskningen af Jupiter.

Selv om New Horizons på det tidspunkt har en hastighed på 84.000 kilometer i timen, så tager resten af turen til Pluto otte år, og den er først fremme i 2015. Her vil den blive i omkring fem måneder og derefter fortsætte ud i det såkaldte Kuiper Bælte, der er fyldt med sten og store isklumper fra solsystemets dannelse.