Juli kan blive den næstvarmeste nogensinde

2014-udgaven af juli kan blive den næstvarmeste nogensinde. De høje temperaturer har givet de svedende danskere usædvanligt mange dage med varme- og hedebølger.

Mange mennesker har fundet vej til stranden i løbet af juli måned. Fold sammen
Læs mere
Foto: Richard Sylvestersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Juli måned har været en usædvanlig varm fornøjelse. Faktisk tyder det på, at juli anno 2014 bliver den næstvarmeste nogensinde af sin slags.

Det forklarer klimatolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) John Cappelen.

»Jeg vurderer, at vi i al fald kommer op på 19,5 grader i gennemsnit inden månedens udgang. Måske endda 19,6 grader eller højere. 19,5 grader vil gøre juli 2014 til Danmarks næstvarmeste juli sammen med 1994. Rekorden er 19,8 grader sat i juli 2006,« siger John Cappelen i en pressemeddelelse.

De høje temperaturer denne måned har betydet, at næsten hele landet har været ramt af enten varmebølge eller hedebølge.

Hele 99 procent af Danmarks areal har på et tidspunkt siden 17. juli haft varmebølge, ligesom 64 procent af landet har oplevet en hedebølge i fem dage.

»Danmark bliver overskyllet af en varmebølge, der startede 17. juli. Og ifølge prognoserne fortsætter den formentlig tirsdag med. Det er 13 dage i træk, hvor kriteriet for landsdækkende varmebølge er overskredet. Hverken en 13 dage lang varmebølge eller en fem dage lang hedebølge er hverdagskost for Danmark. Det er derimod ganske usædvanligt,« siger John Cappelen.

Det varme vejr over Danmark har også betydet, at danskerne har fået mange tropedøgn og sommerdøgn.

Ved et tropedøgn kommer temperaturen i et område ikke ned på eller under 20,0 grader, og på et sommerdøgn når temperaturen over 25,0 grader.

»Der har indtil videre været otte lokale tropedøgn. Måske der kommer et eller to mere,« siger John Cappelen og fortsætter:

»Også antallet af sommerdøgn er højt. Til og med 27. juli ligger det på 13,7. Vi kan fortsat nå rekorden på 14,9 sommerdøgn, der deles mellem juli 2006 og juli 1994.«