Julevinen laves med dansk hjælp

Dansk måleudstyr bruges over hele verden til at kontrollere, at druernes og vinens kvalitet er i orden.

Når danskerne juleaften åbner vinen til andestegen, er den med stor sandsynlighed produceret ved hjælp af avanceret dansk teknologi. Uanset om vinen er lavet i Frankrig, Spanien eller Sydafrika.

Virksomheden Foss i Hillerød leverer måleudstyr til hovedparten af verdens store vinproducenter. Udstyret bliver brugt under høsten til at bestemme kvaliteten af druerne og i løbet af produktionsprocessen til at sikre, at kvaliteten af vinen bliver i orden. Ikke mindst julevinen nyder godt af den danske teknologi.

- Vores udstyr kan måle en bred vifte af forskellige indholdsstoffer i vinen, blandt andet indholdet af syre og alkohol, som julevinen skal være rig på for at stå godt til den fede julemad, siger segmentchef Peter Skade fra Foss.

Foss sendte sit første udstyr til at analysere vin, WineScan, på markedet i 1998. Fra en markedsandel på nul har virksomheden nu en markedsandel på mellem 80 og 90 procent.

/ritzau/