Julefrokost endte i mareridt: Vandet fossede ind

En julefrokost endte i et sandt mareridt, da familie måtte flygte fra vandmasser med små børn under armen.

Vand trænger ind af terassedør i Vollerup, Als. Fold sammen
Læs mere

Det skulle have været hyggeligt. Jane Bang Jensen var taget fra Aarhus til Vollerup på Als for at holde julefrokost med sin svigerfamilie. Med sig havde hun sin mand og deres to små børn på halvandet og tre et halvt år.

Men midt i maden skete der noget, der gjorde dem urolige. De kunne se, at vandstanden steg ude på terassen og langsomt nærmede sig kanten af dørtrinnet.

Jane Bang Jensen ringede i god tid til 112, men blev hurtigt sendt videre til 114. Derfra blev hun igen sendt videre til Falck, og derfra videre til et forsikringsselskab hvorfra hun igen blev sendt videre til boligselskabet, hvis kontor var lukket.

Uanset hvem hun ringede til, var der ingen hjælp at hente, og imens blev vandet ved med at stige. Til sidst begyndte vandet at strømme ind i huset.

Vandet dækker nu hele gulvet. Fold sammen
Læs mere

»Det fossede ind af terassedøren og til sidst også op af ristene både i bryggerset og på badeværelset. Til sidst var der vand helt op til panelerne,« siger Jane Bang Jensen til BT.

Efter mange telefonopkald fik hun endelig fat i en person, der på vegne af boligselskabet meddelte hende, at de skulle tage på hotel. Nu opholder hun sig sammen med sin familie og svigerforældre på Scandic Hotel i Sønderborg. Svigerforældrenes rækkehus i et plan er helt oversvømmet, og derfor er det ifølge Jane Bang Jensen ikke muligt at overnatte der.

»Vi bor i Aarhus, så vi kunne ikke bare køre hjem, og mine svigerforældre kan ikke overnatte i et hus, der er fyldt med vand,« siger Jane Bang Jensen.

Det er ikke første gang, at rækkehusene på Tøtmosevej i Vollerup bliver oversvømmet, og Jane Bang Jensen mener, at myndighederne svigter deres ansvar i denne sag.

»Jeg står uforstående over for, at der ikke bliver taget hånd om det, når vi varskoer i god tid. Jeg bliver sendt rundt i ring, og imens kan jeg bare stå og se på, at det fosser ind,« siger hun.

BT har også talt med en anden beboer på Tøtmosevej, hvis hus også er oversvømmet.

Hele landet har været massivt ramt af regnen anden juledag. Beredskabsstyrelsen har sendt alle disponible pumper til Sønderjylland for at assistere i oprydningsarbejdet efter det voldsomme regnvejr anden juledag. Det oplyser vagthavende Thorbjørn Nesjan til Ritzau.

Herunder ses billeder fra Vollerup ved Sønderborg, hvor beredskabet er i gang - de forventer at skulle arbejde i et døgn.

Her er vi i Vollerup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Lundsgaard.

Beredskabet har travlt med at pumpe vand væk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Lundsgaard.