JP/Politiken-direktør: Vi er presset i dag

Sikkerheden hos Jyllands-Posten i København og Århus bliver ikke hævet efter afsløringer af nye terror-planer mod avisen i dag.

Jyllands-Posten har længe været et attraktivt terror-mål, og dagens afsløringer af nye planer om terror mod Jyllands-Posten i København ændre ikke ved avisens sikkerhedsniveau. Det siger JP/Politikens direktør Lars Munch.

- Vi har i flere år haft et forhøjet sikkerhedsniveau. Vi har bygget store dele af virksomheden om, både i København og Viby, efter rådgivning fra PET, Og det sikkerhedsniveau bevarer vi nu, siger Lars Munch.

Han siger, at Jyllands-Posten lever med terrortruslerne, men de konkrete planer er hårde for virksomheden og medarbejderne

- Vi er presset i dag. Det er hårdt for medarbejderne og deres familier igen at se deres arbejdsplads blive truet. Det bliver aldrig hverdag at få terrortrusler, og dagens meddelelse fra PET er forfærdelig. Men det skal blive hverdag igen, siger Lars Munch.