Jeg beundrer Tim Christensen. For det håndværk han har delt med så mange i snart 20 år. For at have modet til at lukke bogen efter en så stor kommerciel succes som Dizzy Mizz Lizzy. For at stå ved, at han er, den han er. Og skrive og spille popmusik efter eget hjerte, selv om verden udenfor skriger på mere guitar, på mere rock og kalder hans solomateriale for »Dizzy i halvt tempo«. Selvfølgelig også for at insistere på at være frontmand, selv om stemmen ikke er den største og hans sceneoptræden udpræget forsigtig og stationær. Ikke mindst beundrer jeg hans evner til at skrive enkle, ørehængende melodier, hvilket snildt vil kunne give ham en karriere væk fra rampelyset årtier frem. 

Det er derfor, at jeg får lyst til at ruske i ham, når han som torsdag aften til turnépremierekoncerten efter udgivelsen af »Tim Christensen And The Damn Crystals«-skive i ryggen, leverer en metervare. Der er mere rock, mere rusk på den nye plade. Skridt i nye retninger. Men på spillestedet Viften turde Tim Christensen ikke gå planken ud, tværtimod. Igennem to til tider langtrukne og decideret kedelige timer, forlod han med to-tre undtagelser ikke midterrabatten. Når han endelig gjorde, lyste både han, bandet omkring ham og publikum op i lus lue. Det samme gjorde jeg. Hvad enten det var rockrabalderet »Caterpillar« eller den herlige akustiske ballade »How Far You Go«.

Under den resterende koncert ændrede han ikke ansigtsudtryk en eneste gang. Flyttede sig ikke fra frimærket bag mikrofonen. Spillede ikke selv bemærkelsesværdigt på sin guitar og det samme var tilfældet for den efterhånden tro våbner Lars Skjærbæk. Og trommeslager Jesper Lind lå hele tiden alt for tilbagelænet i lydbilledet og var fremdeles ikke med til at drive sangene frem og holde de øvrige fire til ilden. Det lød pænt, det lød lidt kønsløst og stemningen var mere hyggelig end intens og sitrende.

For mig var hele den første time, nye som gamle skæringer uforløst. Og når der endelig var optræk til stemning, ødelagde Tim det med en sætliste uden toppe og flow. Værst af alt var dog, at jeg ikke kunne mærke hverken hovedpersonen eller sangene. Som om ganske mange af dem ikke tåler mødet med tid, sådan lød det i hvert fald, fordi de ikke blev leveret med nødvendighed og nerve.

Rødovre-publikummet ville have guitar, det var tydeligt. Det fik de kun sporadisk og uden kant. Man kan ikke beskylde Tim Christensen for at lefle, for det gjorde han ikke. Ikke før i ekstranumrene, hvor han dykkede ned og fiskede to Dizzy-numre op. Først meed en uengageret »Love Is A Losers Game«, der blev tabt på gulvet. Hvilket var godt det samme, den burde fyres fra sætlisten. Sidst med »Silverflame« hvor publikum to over på vokal. Så meget at Tim givetvis fik tid til at tænke over, at det godt nok er satans, at have skrevet så mange sange siden sine teenageår, og alligevel er de ældste det 35-50 årige publikum holder fast i. Grundlæggende behøver han ikke det gamle materiale, men han skal stå mere ved det senere.

Tim Christensen er professionel, og han er før startet Danmarks-turnéer lige så famlende og defensivt som i Rødovre, hvorefter han og bad har spillet sig op i helt andre lag. Det vil uden tvivl ske igen. Men nogen stor start, var det dæleme ikke.

Hvem: Tim Christensen And The Damn Crystals
Hvor: Viften I Rødovre, torsdag (turnépremiere)