Journalistpris for Rønn Hornbech-afsløring

Information-journalisterne Ulrik Dahlin og Anton Geist modtog tirsdag Berlingske Journalisters Pris for deres afdækning af sagen om de statsløse palæstinensere.

Anton Geist (tv) og Ulrik Dahlin modtog tirsdag Berlingske Journalisters Pris. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Michael Jensen

Journalisterne Anton Geist og Ulrik Dahlin fra Information modtog tirsdag Berlingske Journalisters Pris. Prisen gives til en – og i år to - kollegaer fra den skrevne presse og er en hyldest til det skrevne ord. Uanset om det sker på avispapir, på web eller i bogform. Prisen består – foruden æren – af et rejselegat på 15.000 kroner og skulpturen "Dyret".

Anton Geist og Ulrik Dahlin modtager prisen for deres afdækning af sagen om de statsløse palæstinensere.

Formand for priskomitéen, journalist Trine Munk-Petersen, kaldte i sin tale kollegaernes artikler for et flot og vedholdende gravearbejde der førte til, at Birthe Rønn Hornbech (V) blev fyret som integrationsminister den 8. marts.

- Jeres flere end 50 artikler om, hvordan Integrationsministeriets gennem flere år i strid med FN-konventionen gav statsløse palæstinensere afslag på deres ansøgninger om dansk statsborgerskab, er et flot og vedholdende stykke gravearbejde, der viser, hvor langt, man kan nå med det skrevne ord, når man udviser den fornødne grundighed, omhyggelighed og nidkærhed.

Undervejs har I måttet stå på mål for ministerens næsten hadske udfald, hvor hun ikke bare blankt har afvist at svare på spørgsmål fra netop jer, selv når hun har talt med andre medier om sagen, men også har kaldt jeres journalistik for lurvet.

Den karakteristik er vi ikke enig med hende i. Vi mener tværtimod, at I på forbilledlig vis har formået at fastholde og underbygge den principielle linje i en sag, der ville have vanskelige kår i mange andre medier, sagde Trine Munk-Petersen.

Ulrik Dahlin sagde i sin tale, at det er noget særligt at modtage en pris fra sine kollegaer.

- Det er ti uger siden, at vi skrev den første artikel, to uger siden at Birthe Rønn Hornbech gik af som integrationsminister, og i dag står vi her på den første rigtige forårsdag og modtager Berlingske Journalisters Pris. Det gør os ekstra glade og stolte, at det er en pris fra kollegaer, sagde Ulrik Dahlin efter prismodtagelsen.

Priskomitéen havde nomineret fem kandidater til prisen: Line Holm Nielsen, Lars-Henrik Aagaard og Birgitte Erhardtsen, alle tre journalister på Berlingske, Line Vaaben fra Kristeligt Dagblad samt prisvinderne Ulrik Dahlin og Anton Geist fra Information.