Journalistformand om Den Korte Avis: »Det er ikke journalistik«

Det indvandrerkritiske medie Den Korte Avis har på rekordtid mistet 29 annoncører. Ralf Pittelkow, der sammen med sin kone, Karen Jespersen, står bag mediet, mener, at Den Korte Avis er udsat for en hetz.

Foto: Christian Als Fold sammen
Læs mere

Det begyndte med en undrende Nordea-kunde. Han forstod ikke, hvorfor Nordens største bank støttede netmediet Den Korte Avis (DKA) med annoncekroner. Han spurgte på bankens Facebook-side: »Støtter I andre racistiske hjemmesider?«

Siden har forbrugere på sociale medier krævet svar fra virksomheder med annoncer på DKA, hvilket har ført til, at 29 virksomheder, herunder IKEA, Føtex og Telia, har valgt at stoppe deres annoncering på sitet.

Annonceflugten har fået Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til at tage DKA i forsvar. Han mener, at sitet leverer »skarp og kontant journalistik. Ikke mindst med fokus på indvandringens konsekvenser«, og han kalder DKA »en helt nødvendig stemme i det danske medielandskab«.

Spørger man Journalistforbundets formand, Lars Werge, er der for lidt tilstræbt objektivitet på hylderne hos Den Korte Avis, og det er en tilsnigelse at kalde mediet for en avis, når holdningsstoffet er så fremherskende i det, der præsenteres som artikler, siger han:

»Det handler ikke om, at DKA er god eller dårlig, eller om, hvorvidt jeg er enig eller uenig i budskabet i indlæggene. Det er tydeligt, at man hylder et ensidigt billede af en virkelighed, og det er ikke journalistik. Når man bringer nogen op på medietorvet, så skal de også have mulighed for genmæle, og det er ikke kendetegnende for Den Korte Avis,« siger journalisternes formand.

Samme analyse lyder fra lektor i journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), Jan Dyberg, som på Berlingskes foranledning har kigget en række DKA-artikler efter i sømmene.

»De beskæftiger sig med alvorlige emner, men generelt er det svært at tage DKA alvorligt. Hvis man har den holdning, at indvandrerstoffet bliver dækket for lidt eller forkert, så er det ærgerligt, at man ikke er mere sagligt funderet. Al ære og respekt for at de prøver – men det her er ikke noget godt forsøg,« siger Jan Dyberg:

»Det er ensidigt, og ofte er der ikke dækning for det, de skriver. Der bliver insinueret over det hele, og man kan ikke se, om det er kommentarer eller artikler, man læser. Der er noget fastelavn over det.«

Hos DKA bliver kritikken afvist.

»Den der insinuerende – og meget politiserende – kritik fra både lektoren og Journalistforbundet er jeg komplet ligeglad med. Jeg kan slet ikke tage dem alvorligt. Journalistforbundet er venstreorienteret politik og ikke et klap andet. Og jeg ville få mit livs chok, hvis en lektor fra DMJX udtalte sig positivt om vores avis, så det er jeg glad for at blive skånet for,« siger Ralf Pittelkow, ansvarshavende chefredaktør for mediet.

En af de artikler, DKA kritiseres for, handler om drabet på betjenten i sidste uge i Albertslund og perspektiverer til »den næste store bølge af asylansøgere« og »muslimske parallelsamfund«.

Blandt andet denne artikel fik rejseselskabet TUI til at standse sin annoncering på DKA:

»Selv dén begivenhed fik de kædet sammen med indvandring til Danmark,« sagde pressechef Nikolai Johnsen til DR.

Ralf Pittelkow kalder TUI-pressechefen »fuldkommen vanvittig« og forklarer, at der er tale om »en analyserende artikel«, ligesom det angiveligt er tilfældet med mange andre artikler placeret øverst på DKA-sitet.

Så det er forkert, når I beskyldes for at forklæde meninger som journalistik?

»Ja, det er helt forkert, og den kritik undrer mig altid.«

Nogle går så langt som til at sige, at I ikke er en avis.

»Jeg er ligeglad, om man vil definere os som en avis, bortset fra at de jo selvfølgelig prøver at rakke ned på os. Jeg mener ikke, der er basis for at køre det korstog om, at vi ikke er en avis, underforstået at vi ikke laver rigtig journalistik. Det mener jeg i allerhøjeste grad, at vi gør,« siger Ralf Pittelkow. Han afviser, at DKA bør varedeklarere bedre, eller at det er et problem, når DKA i en overskrift om stenkastning fra motorvejsbroer spekulerer i, at »måske er der endda inspiration fra Islamisk Stat«, selv om intet tyder på, at det er tilfældet.

Udgiveren erkender, at også DKA begår fejl og gennem tiden er kommet til at publicere artikler, som ikke har hold i virkeligheden. Men kritikken af DKA er udtryk for en politisk hetz, og af samme grund er hjemmesiden ikke tilmeldt Pressenævnet, siger Ralf Pittelkow:

»Vi har nået den konklusion, at vi ville blive overvældet af sager. Hvis vi var tilmeldt, ville man fra venstrekanten i en uendelighed finde på alle mulige sager, og uanset hvordan det gik med dem, ville det klæbe til os, at vi havde en helvedes masse sager ved Pressenævnet.«