Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Betalte kilder hører ikke hjemme i dansk journalistik. Så kort kan det siges, mener Dansk Journalistforbunds, formand Mogens Blicher Bjerregård.
Derfor vil han gerne overveje, om der er behov for at skærpe de presseetiske regler i kølvandet på se og Hør-sagen.
»Der er rigtig mange gode grunde til, at man ikke skal bruge betalte kilder. Især er der spørgsmålet om troværdigheden, som er rigtig vigtigt,« siger han.
Opfordringen til pressen om at tage brugen af betalte kilder op til overvejelse kommer fra Pressenævnet, der torsdag har besluttet ikke at behandle en klage fra syv kendte personer i sagen om Se og Hør.
Selv om nævnet altså dropper at gå ind i den konkrete sag, finder pressens klageinstans, at sagen rejser generelle og principielle spørgsmål om mediernes brug af betalte kilder.
»Pressens betaling kan være en tilskyndelse til, at en kilde på ulovlig måde fremskaffer fortrolige og private oplysninger eller giver oplysninger, der ikke er pålidelige,« skriver nævnet i sin afgørelse.
Og det er journalistforbundets formand sådan set enig i. Men det er ikke sådan bare lige til, påpeger han:
»Når det handler om de vejledende regler for god presseskik skal man huske, at det er en større operation at ændre dem. Vi har lige været igennem en ordentlig omgang modernisering af de presseetiske regler. Men jeg vil da ikke afvise, at der kan være et behov for at få en konkret formulering,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
Han understreger, at det oven på Se og Hør-skandalen er meget få medier, der benytter sig af tip-honorarer.
»Først og fremmest noterer jeg mig med tilfredshed, at medierne over en bred kam lægger afstand til at bruge betalte kilder. Det er nogle ganske få tilfælde, hvor det sker, men der er det også ophørt. Så der er jo allerede taget initiativer på området.«
Netop nu er en arbejdsgruppe under Folketingets Kulturudvalg ved at overveje etiske og moralske spørgsmål, når pressen anvender betalte kilder.