Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det bliver sværere og sværere for verdens medier at dække virkeligheden, som den ser ud i Rusland.
Med flere tiltag er distancen mellem Rusland og Vesten blevet større. Efter at det russiske parlament fredag indførte en ny lov, trækker flere og flere medier deres korrespondenter ud.
Med loven kan personer straffes med op til 15 års fængsel, hvis de bliver kendt skyldige i at sprede fake news om Ruslands militær.
Fredag aften besluttede det svenske tv-selskab SVT at forlade Rusland, og lørdag følger norske NRK trop.
Jan Espen Kruse, korrespondent for NRK, forlader nemlig midlertidigt Rusland, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Lørdag morgen fløj TV 2s mand i Moskva, Uffe Dreesen, ud af Rusland. Han lander i København i eftermiddag, fortæller udlandschef på TV 2 Jakob Vissing.
»Det var en beslutning, vi tog i går, efter loven om restriktioner for pressefriheden blev vedtaget,« siger Jakob Vissing og tilføjer, at to hensyn afgjorde det.
»Det ene er det presseetiske: Hvis vi ikke længere kan rapportere frit, hvad vi ser og hører, så kan vi ikke stå inde for den journalistiske indsats, vi laver. Den anden del er den sikkerhedsmæssige – at man risikerer fængsel, hvis man bryder loven,« siger han.
»Det er vi enormt ærgerlige over. Det har givet enormt stor værdi for vores dækning at kunne have en korrespondent til stede i Moskva. Så vi er enormt kede af ikke længere at kunne bibringe det russiske perspektiv.«
Hvad kommer det til at have af konsekvenser for jeres dækning?
»Grundlæggende betyder det, at vores dækning bliver svagere. I stedet for at kunne interviewe primærkilder, skal vi forlade os på sekundære. Det bliver bare vanskeligere. Det er vi kede af, for vi ville enormt gerne være blevet i Rusland.«
De skandinaviske medier er langtfra ene om at stoppe deres arbejde på russisk jord – i hvert fald for en tid.
En række store internationale medier som BBC, Bloomberg News og CBC har fredag oplyst, at deres journalister ikke længere vil befinde sig i Rusland.
Torsdag måtte BBC-journalist Francis Scarr, som bor i Moskva, i al hast forlade landet. Det oplyser han på Twitter. Ifølge Vanity Fair er flere journalister fra uafhængige medier flygtet ud af Rusland de seneste døgn.
Den amerikanske avis The Washington Post er angiveligt gået en anden vej. Fremover vil mediet ikke sætte navn på journalister, der rapporterer fra Rusland, af hensyn til deres ansattes sikkerhed. Det skriver en af avisens medarbejdere, Paul Farhi, på Twitter.
»Har været her et stykke tid. Har aldrig set noget lignende,« skriver han.
Ifølge TV 2s udlandschef, Jakob Vissing, bliver det fremover en vanskeligere mission at dække den russiske virkelighed.
»Under krig er sandheden altid det første offer, og man skal virkelig holde tungen lige i munden, når man rapporterer. Skal man nærme sig sandheden, er tilstedeværelse altså bare en god ting,« siger han.
Samme dag som loven blev indført, blev både Facebook, Twitter og YouTube lukket på det russiske net af landets kommunikations- og medietilsyn, Roskomnadzor.
Beslutningen kom, efter at de sociale medieplatforme har blokeret russiske statsmedier på deres platforme i Europa – som et svar på »diskrimination mod russiske nyhedsmedier«, som det hedder i den officielle meddelelse.
Onsdag besluttede Europa-Kommissionen omvendt »hurtigst muligt« at censurere to russiske nyhedsmedier Sputnik og Russia Today i hele EU, indtil »aggressionen mod Ukraine er bragt til ophør«.
Et tiltag, der er blevet mødt med kritik af både den europæiske sammenslutning af journalister EFJ, organisationen Journalister uden grænser og i Danmark Journalistforbundet.