Journalist straffes ikke for kniv i lufthavn

Højesteret underkendte mandag by- og landsret og bestemte, at journalist ikke skal straffes for at smugle en kniv frem til gaten i Københavns Lufthavn.

Højesteret bestemte mandag, at en journalist ikke skal straffes for overtrædelse af våbenloven. Journalisten havde smuglet en kniv helt ud til gaten i Københavns Lufthavn for at dokumentere mangler i sikkerhedskontrollen.

Både i by- og landsret blev journalisten idømt en bøde på 3000 kroner, som er den normale takst for den type overtrædelse af våbenloven. Men på grund af sagens principielle karakter fik journalisten lov til at prøve sagen ved landets højeste domstol.

Her kaldte et flertal på fem af rettens syv dommere journalistens formål for "anerkendelsesværdigt", og derfor skal han ikke straffes.

Det var gratisavisen Urban, der i sin tid bragte historien om sikkerheden i lufthavnen. Gemt i en avis medbragte journalisten en grillkniv fra en restaurant i transitområdet og ud til gaten.

/ritzau/