Jordemødre må, læger må ikke

Hvis en kvinde ønsker en ‘ikke-anonym’ sæddonor, så barnet senere kan tage kontakt til den biologiske far, må læger ikke behandle. Det må jordemødre til gengæld gerne.

Det var i ti år den ringest bevarede hemmelighed i sundhedssystemet: Mellem 1997 og 1. januar 2007 måtte enlige og lesbiske ifølge loven ikke blive insemineret for at blive gravide.

Det skete bare alligevel. Ikke hos læger, men på små klinikker, hvor de behandlende jordemødre ikke er omfattet af lægeansvarsloven.

Nu er reglerne lavet om, men et hul i loven står stadig vidt åbent. Læger må nu gerne behandle alle kvinder, men kun med sæd fra anonyme donorer. Ønsker kvinden, at barnet senere kan finde frem til sin biologiske far, må lægen melde pas. Men muligheden er alligevel røget ind af bagdøren. Jordemødre må nemlig gerne bruge sæd fra identificerbare donorer:

»Det er jo det mest bizarre i denne verden, at man ikke må tilbyde den behandling under lægeansvar, men hvis du er jordemoder, bager eller cykelsmed, så er det helt i orden,« siger Søren Ziebe, leder af Rigshospitalets fertilitetslaboratorium og formand for Dansk Fertilitetsselskab.

Efterspørgslen på de såkaldte »open doners« eller ikke-anonyme sæddonorer stiger proportionelt med antallet af enlige eller lesbiske mødre, der bliver insemineret, vurderer fagfolk.

Men hvis enlige eller lesbiske i dag vil give deres børn muligheden for at få de svar, bliver de nødt til at gå til jordemødre som Nina Stork på Stork Klinik, København. Hun banede vejen for insemination af de »utraditionelle« mødre; nu er der et nyt smuthul at dække:

»Der har hele tiden været en lille gruppe kvinder, der har været interesseret. Det er ikke flertallet, for de fleste har den opfattelse, at familie er noget socialt, ikke biologisk. Men der er nogen, der ikke vil stå tomhændede, hvis barnet spørger,« siger Nina Stork.

Hun påpeger, at en donor aldrig kan erstatte en »social far«. Erfaringer fra Australien og Californien viser i øvrigt, at kun ganske få donorbørn udnytter muligheden for kontakt. Nina Stork sidder alene på udbuddet for ikke-anonym insemination, men hun har ikke ejerfornemmelse. Tværtimod:

Stadig plads til anonymitet
»Min umiddelbare opfattelse er, at såvel læger, sædbanker og jordemødre gerne vil tilbyde behandling med de »åbne« donorer. Det ville jeg ikke have noget imod. Der er bare ingen, der ønsker, at det skal ske på bekostning af de anonyme donorer. Så ville vi få samme mangel på donorsæd, som det har været tilfældet i Sverige. Jeg mener, det optimale vil være, at der findes åbne og anonyme sæddonorer side om side, så de modtagende familier selv kan vælge, hvad der passer deres livssyn og samvittighed bedst,« siger Nina Stork.

Birthe Skaarup (DF), formand for Folketingets sundhedsudvalg, kan godt se, at der er et smuthul i loven, men hun er ikke selv den store tilhænger af også at give læger lov til at befrugte med ikke-anonym sæd:

»Hvis man gerne vil have, at barnet skal kende sin far, så må man jo gå en tur i byen på gammeldags manér,« siger hun.

Om den friske holdning er officiel DF-politik, er hun ikke klar over:

»Det her emne er så følsomt, og holdningerne ændrer sig hurtigt, så vi må tage en diskussion i udvalget. For et år siden henholdt vi os til, at de fleste mente, at anonym sæddonation var det bedste. Siden har flere, herunder Etisk Råd, flyttet sig, så jeg vil gerne være med til at evaluere det hele,« siger hun.