Når man kører i det helt flade landskab nordvest for Esbjerg, forundres man ved pludselig at møde en stor blød bakke, der ikke ligner noget andet i området. Den minder om en gravhøj, men er på den anden side så stor, at den tanke ikke virker sandsynlig. Lidt tættere på får man øje på nogle cirkulære markeringer i højen – som ovenlysvinduer.

Hvis man passerer stedet om aftenen, kan man se, at de runde skaller lyser op, og man tænker et øjeblik, om der mon bor eller arbejder mennesker derinde – men nej. Det er kunst dette her, »land art«, som det hedder på internationalt.

Jord- og lyshøjen er skabt af landskabsarkitekten Steen Høyer i samarbejde med billedkunstneren Eva Koch. De to fik den opgave at skabe et værk, der kunne udnytte de 800.000 kubikmeter overskudsjord, man fik, da motorvejen mellem Esbjerg og Kolding blev anlagt.

Værket, der også omfatter et 900 meter langt dige og et par røde, vinklede spunsvægge ved Kjersingvej, er en uhyre vellykket intervention. Præcis, gådefuld og poetisk på en gang. En sær hilsen fra landskabet og kunsten til trafikken. Og et menneskeskabt pejlemærke i det næsten øde landskab her vest for vest, som Johnny Madsen kalder det.