Det virker upassende, at jeg begynder med mig selv. Særligt når det skal handle om en så brillant forfatter som islandske Jón Kalman Stefánsson. Men det er alligevel vigtigt. Fordi det siger noget om netop dét: Hans brillans.
Derfor vil jeg altså begynde med mig selv og indrømme, at jeg ikke bryder mig om store slægtsromaner, der påstår at favne det hele og gerne gør det over 400-500 tætskrevne sider.
Jeg holder derimod af bøger, der er korte, stramme og skaber skønhed eller smerte ud af det nøgterne, det konkrete. Bøger, der består af replikker og de allermest nødvendige beskrivelser.
Stefánsson er på mange måder antitesen til dette. Men jeg har alligevel, hver gang jeg har læst hans romaner, været fascineret. Ikke mindst af »Fisk har ingen fødder«, der udkom på dansk i 2015 og er en lang, ordrig og fuldmonteret slægtsroman. Alt det jeg sædvanligvis undgår. Men det viser bare, at idiosynkrasier mest af alt er følelser og fornemmelser, og at det hele står og falder med forfatterens format.
I »Nogenlunde på størrelse med universet« viser Stefánsson det igen. Formatet. Romanen ikke en egentlig fortsættelse til »Fisk har ingen fødder«, men snarere en slags uddybning eller alternativ afsøgning af det samme sted og de samme mennesker.
Stedet er stadig Keflavik på Islands sydvestlige kyst. Et barsk område, en forblæst by, eller som der stod i »Fisk har ingen fødder«: »Islændingene har et par gange været tæt på at blive udslettet af undertrykkelse, sygdomme og vulkanudbrud, og dog er Keflavik utvivlsomt det værste sted i landet«.
Beskrivelsen af byen er nok det eneste, der ikke nuanceres i »Nogenlunde på størrelse med universet«, hvor nogle kapitler går hundrede år tilbage og fortæller om det uforsonlige liv som fisker og fiskerhustru, mens andre udspiller sig i vor tid, der er plaget af fiskekvoter og lavkonjunktur.
Eller som der står på første side, i det såkaldte »Forspil«, hvor et »vi« taler og siger: »Vi er i Keflavik. Denne besynderlige, afsidesliggende by med nogle få tusinde indbyggere, en tom havn, arbejdsløshed, brugtvognsforhandlere, og landskabet så fladt at det fra luften ligner et stivnet hav.«
I byen bor 50-årige Ari. Eller rettere: Han er vendt tilbage til sin hjemstavn for at besøge sin far, der bor i byen. Ari boede indtil for nylig i København med sine to børn og kone. Men konen opdagede hans utroskab, og det gjorde rejsen hjem til Island mere oplagt. At løfte fødderne fra den brændende jord og stige på et fly.
Men hjemkomsten er ikke kun et gensyn med Keflavik, men også med det liv, Ari engang levede der. Med barndommen, ungdommen og alle de drømme, han havde. Han ville være digter, og det blev han, men tilværelsen lokkede ham i en anden retning, og han fik kommerciel succes med selvhjælpsbogserien »Ti gode råd«.
Salg er én sag, men selvrespekt og anerkendelse en anden, og begge størrelser har lidt skibbrud og i Keflavik står der langt mere respekt om en fattig digter end en velbjerget bestsellerforfatter.
Det gør ondt på Ari, der er klar over, at han - både hvad angår familien og forfatterskabet - har svigtet sine drømme. Netop drømmene, og hvordan vi som mennesker forvalter dem, er hovedtemaet i »Nogenlunde på størrelse med universet«, der på mange måder minder om den klassiske musiks fuga, hvor et tema gentages, forskydes og moduleres.
Ari er nemlig langt fra den eneste, der forsøger at komme overens med drømmene og længslen efter noget andet. Eller er splittet mellem to sæt følelser og drifter. Som Margret, Aris bedstemor, der elsker sin mand, Oddur. Han er inkarnationen af den hærdebrede, fåmælte islandske maskulinum, ligesom Margret langt hen ad vejen er det ranke feminine modsvar.
Men hun har også en anden, mere sværmerisk side, som ikke får plads i samlivet med Oddur. Derfor længes hun, midt i sin lykke, efter den veltalende rektor Torkel, der lærer hende om stjernehimlen.
I Margret og Oddurs søn, Tordur, er hendes sværmeriske og tænksomme sider endnu mere udtalte, og det bliver hans skæbne. Hvordan skal ikke røbes her, men tragedien sætter sig dybe, sorte spor i slægten, hvor alle har deres at slås med.
Som Aris far, Jakob. Han mistede sin kone, og dermed kæntrede hans drøm om et lykkeligt familieliv. Han fandt en ny kone og nævnte derefter ikke sin kones død med ét ord. Ari led som barn under tabet og tavsheden, og det ved faren. Hans forliste drømme om familien og det splintrede billede af sig selv som en god far, dulmer han i en lille beklumret lejlighed. Med alkohol og jazz.
»Nogenlunde på størrelse med universet« skildrer familiens led og mange medlemmer. Dog ikke i et konventionelt kronologisk romanforløb, men efter det slyngede, fuga-lignende princip, der også er med til at løfte den himmelhøjt over den gennemsnitlige slægtsroman og deroppefra kan kaste et klart blik på størrelser, som er svære at se helt tæt på. Drømmene, der så let ødelægger os. Svigtene, vi påfører andre og os selv. Døden, tabet, sorgen. Håbet.
Det kræver store evner at se og formidle det. Stefánsson kan. Og får det til at ligne en leg.
Nogenlunde på størrelse med universet. Forfatter: Jón Kalman Stefánsson. Oversætter: Kim Lembek. Sider: 416. Pris: 300. Forlag: Batzer & Co.