Joint Strike Fighter styrkes af udsættelse

Udskydelsen af flykøb efterlader den amerikanske favorit som eneste fly med en fremtid for sig, når Danmark engang skal vælge afløseren for F16.

Joint Strike Fighter. Fold sammen
Læs mere
Foto: LOCKHEED MARTIN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringens og Dansk Folkepartis beslutning om at udskyde tidspunktet for køb af nyt kampfly og også udskyde typevalget med nogle år efterlader den amerikanske favorit, Lockheed Martins Joint Strike Fighter eller F35, i en endnu stærkere position som favorit end hidtil.

Det andet amerikanske tilbud, Boeings F18 Super Hornet, har indtil videre kun ordrer til at holde produktionsbåndet i gang indtil 2014. Selv om Boeing håber at få nye ordrer til den amerikanske flåde, som kan holde produktionen i gang frem til 2020, vil flyet mest sandsynligt være gået ud af produktion eller i hvert fald være lige ved at udgå, når Danmark skal have sine nye fly i perioden mellem 2018 og 2022.

Sandsynligheden for, at Danmark skulle vælge et udgået fly, som skal opdateres og vedligeholdes i de efterfølgende 30-40 år, er tæt på nul.

»Vi får Joint Strike Fighter«, siger den sikkerhedspolitiske forsker, lektor Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet. Han hæfter sig ved, at den amerikanske flåde ønsker sig Joint Strike Fighter som afløser for Boeings F18 Super Hornet til sine hangarskibe. Når Danmark skal vælge sin fremtidige flytype, vil Joint Strike Fighters prisspørgsmål være afklaret, ligesom Holland og Norge, som Danmark har samarbejdet med omkring F16 flyene, allerede har valgt Joint Strike Fighter.

»Joint Strike Fighter vil til den tid være et sikrere valg end i dag«, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Den tredje kandidat, det svenske Gripen, taler ingen i regeringen længere om. Der er endnu ingen ordrer på videreudviklingen af den nuværende Gripen C/D model.
Udskydelsen efterlader altså Joint Strike Fighter som det eneste fly med en betydelig produktion - flere tusinde nye fly - foran sig, når Danmark skal vælge, hvilken flyfabrikant man vil forhandle med.

Men Mikkel Vedby Rasmussen tror ikke, at rollen som eneste reelle tilbud vil få Lockheed Martin til at forsøge at hæve prisen for fly til Danmark.

»Det er langt vigtigere for prisen, at Lockheed Martin får deres udgifter til udviklingen af flyet under kontrol, end om de sælger ekstra 30 fly til Danmark. For dem, der gerne vil have Joint Strike Fighter som det næste fly til Danmark, var udskydelsen en god beslutning«, tilføjer han.

Boeing chef for Super Hornet-programmet til Danmark, Thomas A. Bell, siger i en foreløbig skriftlige kommentar, at »vi vil gerne rose den danske regering for en fair grundig konkurrence«.

»Vi respekterer beslutningen og er glade for at have fået mulighed for at vise, at Super Hornet er en rigtig god løsning på det danske forsvars behov for et nyt kampfly. Vi vil ajourføre vores tilbud når det passer Danmark og i mellemtiden vil vi fortsætte med at udbygge vores relationer til den danske industri«.