Jørn Ege idømt to års fængsel

Den kendte plastikkirurg Jørn Ege er idømt to års fængsel og en bøde på 4,6 mio kr. for skattesvindel.

Foto: Nils Meilvang

Kirurgen Jørn Ege er netop i Københavns Byret blevet idømt to års fængsel og en bøde på 4,59 mio kr. for skattesvig af særlig grov karakter.

Derudover er han blevet kendt skyldig i underslæb og bedrageri i forbindelse med leje af en bil i 2006, som han aldrig afleverede tilbage. Jørn Ege skal i den forbindelse betale 707.000 kroner.

Han er også blevet dømt for overtrædelse af våbenloven.

På grund af de systematiske udfoldelser og store beløb er straffen ubetinget, men dommer Poul Gorm Nielsen sagde i Københavns Byret, at retten også har taget i betragtning, at forbrydelserne strakte sig tilbage til 1998.

Jørn Eges daværende kæreste er blevet frikendt.

Ingen af de to anklagede var at finde til domsafsigelsen.

Anklagen
Jørn Ege og hans eks-kæreste var anklaget for skatte- og skyldnersvig for 14 millioner kroner. Sagen har kørt siden efteråret, hvor der blev sat hele fem dage af til vidneafhøringer af de to anklagede.

Fra 1998 til 2002 skulle Jørn Ege, ifølge anklageskriftet, have snydt statskassen for 4,5 millioner kroner ved ikke at oplyse skattevæsenet alle de indtægter, hans klinik havde.

Oven i det har han og ekskæresten angiveligt overtrådt skattelovgivningen ved ikke at rette op på, at skattevæsenet havde vurderet klinikkens indtægter for lave - det kostede det offentlige knap tre millioner kroner.

Anklagen om groft skyldnersvig handler om de værdier, parret hev ud af klinikken ved konkursen, i stedet for at lade dem være i boet til kreditorerne. Der skulle være værdier for tre millioner kroner i biler som Mercedes, Maserati og Jaguar, og andre værdier i form af blandt andet antikviteter og våben - som også kastede en anklage om ulovlig våbenbesiddelse efter den anklagetyngede plastikkirurg.

Inkluderet i selve straffen har anklageren beregnet en tillægsbøde på mere end fem millioner kroner.

Læs portrættet "Manden med skalpellen" om Jørn Ege.