Jørgen Poulsen deler sit bagland

Lokalforeningen i Sydjylland bakker op om Jørgen Poulsen, mens andre medlemmer af Ny Alliance mener, at Røde Kors’ eks-generalsekretær bør slippe sin fratrædesesgodtgørelse på 750.000 kr.

Jørgen Poulsens omdiskuterede fratrædelsesgodtgørelse fra Røde Kors på 750.000 kr. deler Ny Alliances politiske bagland. Fra Poulsens lokalforening i Sydjylland er der moralsk støtte at hente til eks-generalsekretærens kamp for at beholde pengene, mens andre fra Ny Alliances bagland, som Berlingske har talt med, bakker op om partiformand Naser Khaders forslag om, at Poulsen sender checken videre til et velgørende formål.

Kim Kristensen, som er formand for Ny Alliance i Sydjyllands Storkreds, siger til Ritzau, at Jørgen Poulsen har ret til sine penge. Kristensen mener, at Naser Khaders forslag om, at Poulsen skal donere pengene, bygger på den misforståelse, at Poulsens 750.000 kr. skulle tages fra Røde Kors’ nødhjælpskasse. Røde Kors’ præsident Bodil Nyboe Andersen har efterfølgende præciseret, at pengene vil blive taget af organisationens administrationsbudget.

Et andet Ny Alliance-medlem, Rene La Cour Sell, som mener, at Poulsen-sagen er meget uheldig for partiet, tilslutter sig med begejstring Khaders forslag:

»Hvor er det dejligt at se Naser på den måde træde i karakter som formand for partiet. Det er herligt, at han er så klar i mælet, hvor det ville vær nemmest bare at glide af, fordi det her er en sag, som går imod en af hans kolleger i Folketinget,« siger Rene La Cour Sell.

Bjarke Larsen, som i skuffelse meldte sig ud af Ny Alliance forrige weekend, mener, at sagen ikke kan undgå at komme til at belaste Ny Alliances troværdighed ganske alvorligt:

»Det er trist at se, hvordan bestyrelsen i Sydjylland bakker op om Jørgen Poulsen. Ikke mindst i betragtning af, at 85 procent af befolkningen ifølge diverse internetafstemninger synes, at Poulsen har opført sig grisk,« siger Bjarke Larsen.

»Det var en fatal fejlvurdering, at Naser Khader og Anders Samuelsen fra partitoppen ikke fra starten så, hvor stor en belastning sagen ville blive. Først sent fredag kom Naser med nogle kritiske udtalelser, der dog var langt mere valne, end de behøvede at være. Jeg har svært ved at forestille mig, at de to vil skærpe tonen over for Poulsen. Chancen er forpasset, med mindre selvfølgelig at Gitte Seeberg eller Malou Aamund stiller Jørgen Poulsen et ultimatum,« siger Bjarke Larsen.