Jørgen Kieler død, 97 år

Danmarks sidste store frihedskæmper Jørgen Kieler, der var gruppeleder i Holger Danske, er død.

Modstandsmanden Jørgen Kieler er død, 97 år gammel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Måske er det en tilsnigelse at sige, at vi med Jørgen Kielers død har mistet vor sidste store frihedskæmper. For alle frihedskæmpere var store, idet de risikerede deres liv i frihedens tjeneste - uanset deres mange forskellige motiver. Når der alligevel er grund til at bruge et så storladent udtryk, er det fordi, at Jørgen Kieler var en mand af usædvanligt format. Ganske ung blev han sammen med sine søskende involveret i redningsarbejdet for danske jøder og derefter i aktivt sabotagearbejde. Han blev aktiv i den borgerlige modstandsgruppe Holger Danske og skudt og taget til fange af nazisterne og deporteret til kz-lejr. Mirakuløst overlevede han og skabte sig en fornem karriere efter krigen som kræftforsker og frihedskæmpernes talsmand og forfatter til fornemme værker om frhedskampen.

Han var som ganske ung besjælet af et usædvanligt mod og forståelse for frihedskampens vigtighed og erkendte fra starten, at kampen mod nazismen ikke blot var en national dansk kamp, men en international kamp. Han kendte alle de store modstandskæmpere, som nu er gået over i historien som John (Svend Otto Nielsen), Flammen (Bent Faurschou Hviid) og Citronen (Jørgen Haagen Schmith) og mange andre. Han var en stridsmand, der ikke gik af vejen for et opgør og en kamp. Han tilgav i sine sidste år tyskerne og søgte en forsoning, men han tilgav aldrig samarbejdets folk, som han mente havde svigtet.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Kieler og søskende blev opdraget i et meget dansksindet borgerligt hjem i Horsens. Kieler var som ung på rejse i Tyskland og han kom hjem med et stærkt indtryk af nazismens trusssel. Jørgen og hans søskende kom til København som unge studerende. Jørgen Kielers søster, Bente Vest, har sagt, at Jørgen var den naturlige leder i søskendeflokken. En af de første aktioner, som Jørgen og hans søskende blev involveret i, var redningen af danske jøder og indsamling af penge til redningen. De var med til at redde hundredevis af jøder.

Derefter gled Kieler sammen med sin bror ind i illegalt arbejde og blev snart aktiv i Holger Danske, hvor han stod for aktioner sammen med modstandsbevægelsens bedste folk og blev gruppeleder. Under en aktion i Aabenraa blev hans gruppe opdaget af nazisterne, og Jørgen Kieler og hans bror Flemming blev taget til fange. Under anholdelsen blev Kieler skudt gennem halsen.

Det var nazisternes hensigt, at Kieler skulle henrettes, men han blev skånet i sidste øjeblik. Kieler mener selv, at hans viden om »Flammen«, som han havde lavet en række aktioner sammen med, holdt tyskerne tilbage, fordi de ville presse oplysninger ud af ham. Med sin bror blev Jørgen Kieler sendt til koncentrationslejren Porta Westphalica, hvor de med nød og næppe overlevede hårdt minearbejde og sult.  Kieler har sagt, at hvis han før deportationen havde vidst, hvad de ville udsætte ham for, så ville han have foretrukket døden. Kieler lægger specielt vægt på modstandsmanden Nicolai Nicolaisen. Han indgød mod i Kieler og de andre fanger, da døden truede i kz-lejren Porta Westphalica, hvor Nicolai Nicolaisen til sidst selv døde.

Efter krigen kastede Kieler sig over kræftforskningen og blev en international kapacitet. Han blev chef for Fibiger Laboratoriet og forskningschef under Kræftens Bekæmpelse. Han talte modstandsfolkenens sag og var bl.a. formand for Frihedsfonden. Men han slap ikke kampen for demokratiet og gennem en lang række sager involverede han sig i dissidenters og jøders forhold bag Jerntæppet og mod kommunismen.

Der gik imidlertid mange år før Kieler snakkede og skrev om krigens tid og kz-erfaringerne. Som de fleste andre frihedskæmpere fortrængte han længe fortiden. Det var mødet med den jødiske Nobelprisvinder og forfatter Elie Wiesel, der overbeviste ham om, at frihedskæmperne skulle fortælle deres historie. Wiesel, der døde i sidste år og havde været gennem bl.a. Auschwitz-helvedet, formanede andre tidligere kz-fanger til at fortælle om deres erfaringer.

Kieler kastede sig derefter ud i et historisk forfatterskab, hvis hovedværk er »Hvorfor gjorde I det?« (2002) Heri forklarer han sin og sine kammeraters kamp og der er stadig et standardværk for alle, der vil forstå frihedskæmpernes motiver.

For Kieler var der ikke kun tale om en snæver national kamp, men om en indsats mod nazismen i alle dens afskygninger. Han havde under sin studietid i Tyskland i 1930erne personligt oplevet Adolf Hitler og Benito Mussolini tale, og var blevet grebet af afsky. Han og hans gruppe fulgte med i international politik og var klar over, at kampen mod nazismen ikke kunne vindes inden for landets grænser, men kun internationalt. Derfor har Kieler reageret skarpt mod de historikere, der har talt for samarbejdspolitikkens nødvendighed, fordi Danmark aldrig ville have overlevet som en demokratisk stat, hvis alle lande havde samarbejdet som Danmark.

Selv formulerede han det på denne måde: »Samarbejdspolitikken og værnemagerne havde blod på fingrene, og det var ikke nemt for modstandsbevægelsen at sikre Danmark en plads blandt de lande, der havde kæmpet mod Hitlers barbari.«

Kieler var ikke nogen forsoner og han har sagt om nazisterne og medløberne: »Jeg har ikke tilgivet bødlerne i Porta. Jeg mener bestemt også stadig, at Werner Best skulle have været henrettet. Det er også min holdning, at landsforræderne slap for billigt under retsopgøret.«

En af de tunge hverv var de mange år som formand for Frihedsfonden, hvor Kieler som en slags modstandsfolkenes tillidsmand, skulle tage sig af ansøgninger om erstatning og andet. Derved fik han et unikt kendskab til de mange traumer og smertelige konsekvenser for frihedskampens aktive. Da Frihedsmuseet brændte ned i april 2013 kunne man på DR og TV2s nyhedsudsendelser se en ældre herre, der troppede op, talte med brandfolk og inspicerede situationen. Den gamle frihedskæmper og stridsmand Jørgen Kieler ville ikke blive liggende i sengen, når museet og dets genstande måske brændte. Han efterspurgte de tre henrettelsespæle fra Mindelunden for at sikre sig, at de var reddet, for som han sagde: »En del af mine personlige venner blev bundet til de pæle, inden de blev henrettet af tyskerne. Det er vigtigt for mig at værne om mine kammeraters minde.«

Kieler var til det sidste en stridsmand. Det kan man forvisse sig om ved at læse Tom Hermansens fine biografi fra 2013 »Før jeg siger farvel: Samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler«. Her understregede han sine borgerlige synspunkter og sin foragt for det, han så som samarbejdspolitikkens forræderi. Men der var også en blid side af Kieler, der omsorgsfuldt har taget sig af gamle frihedskæmpere og kræftsyge og ofret alt for at hjælpe dem. Kieler fra næsten frisk til det sidste og selvom hukommelsen kunne blive skrøbelig den sidste tid om samtiden, så var han klar i erindringen og tale, når man talte med ham om krigens tid.

Man har sagt, at Danmark ikke er god til at fejre og mindes sine helte. Hverken dem fra besættelsestiden eller dem fra Afghanistan. Jørgen Kieler skal mindes som en af vor nations helt store helte og en af de store frihedskæmpere.