Jørgen Grunnet død

Politikens tidligere chefredaktør Jørgen Grunnet er død, 70 år.

Jørgen Grunnet, Politikens chefredaktør 1973-1992, er død, 70 år. Hans arbejde i Politikens redaktionsledelse fandt sted i et parløb med Herbert Pundik, avisens ansvarshavende chefredaktør gennem mange år. Som oberstløjtnant af reserven var det Grunnet magtpåliggende at bakke op om Danmarks medlemskab af NATO, ikke mindst i begyndelsen af 1980erne, da den socialdemokratiske opposition indgik i et alternativt flertal kritisk mod forsvarsalliancen. Han ændrede således egenhændigt en leder, som støttede Socialdemokratiet – en position, Grunnet ikke kunne acceptere.

”Jeg tror, at Grunnet ville have forladt Politiken, hvis vi ikke havde brudt med Socialdemokratiet på dette punkt,” skrev Herbert Pundik i sin erindringsbog ”Du kan hvis du tør” 2006.
Jørgen Grunnet, der efter karrieren på Politiken bl.a. var ministerråd ved den danske ambassade i Washington og missionschef for Europarådet i Albanien, Moldova og Serbien, var de sidste år alvorligt syg. Han efterlader en datter og sin mangeårige partner, TV-journalisten Ulla Terkelsen.