Jønke stukket ned på Nørrebro

Rockeren Jønke Nielsen fra Hells Angels blev torsdag aften stukket ned med kniv under slagsmål på Nørrebro. En anden person er også såret.

Jønke Nielsen fra rockergruppen Hells Angels blev torsdag aften såret af knivstik under et slagsmål på hjørnet af Ægirsgade og Mimersgade på Nørrebro, oplyser politiet.

Ud over rockeren blev også en anden person såret under slagsmålet, men det var midt på aftenen ikke muligt at få oplyst de nærmere omstændigheder. Ingen af de to sårede er dog i livsfare.

Politiet har anholdt en person i sagen.

/ritzau/