Jønke fængslet for drabsforsøg

Hells Angels-rockeren Jønke Nielsen måtte sys efter tre knivstik i lår og mave og kunne ikke møde op ved grundlovsforhøret.

Et stik i lysken forhindrede den velkendte Hells Angels-rocker Jørn Jønke Nielsen i at møde op i dommervagten til hans eget grundlovsforhør. Han var ellers ankommet til Politigården i en ambulance, men en læge skønnede så, at den 47-årige rocker alligevel var for skadet til, at han skulle bugseres ind i retslokalet.

Derfor valgte dommeren in absentia at fængsle Jønke i 24 dage, sigtet for drabsforsøg.

Han er sigtet for torsdag aften sammen med en 24-årige kammerat at have overfaldet en 22-årig mand med udenlandsk baggrund i krydset Mimersgade og Ægirsgade tæt på Jønkes egen bopæl på Nørrebro. Ifølge sigtelserne havde den 22-årige stukket Jønke tre gange i lysken og maven, og det fik så HA-rockeren og hans kammerat til at gå til modangreb med flere spark og slag mod den 22-årige, der til sidst blev stukket i låret, så en pulsåre blev læderet. Han var i en periode i livsfare, og fredag var han også for sløj til at kunne fremstilles i grundlovsforhøret.

/ritzau/