Jobbank på Lego skal hjælpe fyrede og dem, der kan blive

En jobbank på Lego får navnet Fremtidshuset. Det tages i brug på fredag og skal hjælpe de 900, der skal fyres i løbet af et par år, og dem der kan blive.

Alle har en fremtid - men måske ikke på Lego.

Sådan lyder begrundelsen for at oprette et såkaldt Fremtidshus i den store legetøjsfabriks hovedsæde i Billund.

Huset tages i brug på fredag og er udtryk for, at Lego - i god tid før det er aktuelt - tager det problem alvorligt, at mange medarbejdere vil blive fyret de kommende år. Arbejdspladserne ryger til udlandet.

I løbet af de næste år nedlægges 900 stillinger på Lego i Billund. De ramte timelønnede medarbejdere skal hjælpes på vej i Fremtidshuset til et muligt nyt arbejde. Men også de Lego-ansatte, der har en fremtid, kan hente hjælp. De skal vise, om de er kompetente til en fremtid i Lego.