Job-boom truer dansk økonomi

Rekordlav ledighed og ekspresfart på dansk økonomi får økonomer til at anbefale en begrænsning af boligejernes adgang til billige lån.

Boligejeres adgang til billige lån bør begrænses. Førende økonomer ser det som regeringens eneste mulighed for at undgå overophedning i kølvandet på nye tal, der viser et overraskende kraftigt fald i ledigheden. Med 109.400 ledige har Danmark nu en lavere arbejdsløshed end i stort set alle andre vestlige lande, og det kan udløse et massivt lønpres, som fører til en økonomisk nedtur.

Med skattestoppet har regeringen imidlertid afskåret sig selv fra at hæve skatter og afgifter. Derfor anbefaler økonomerne, at man i stedet overvejer at dæmpe det private forbrug ved at begrænse boligejernes adgang til at få billige lån uden afdrag eller flexlån med lav rente.

»De mange nye låneformer har formentlig presset boligpriserne op og øget det private forbrug så meget, at ledigheden er blevet så lav, at det øger risikoen for en overophedning,« siger professor i økonomi ved Københavns Universitet, Hans Jørgen Whitta Jacobsen.

Økonomisk vismand og professor ved Handelshøjskolen i København, Jan Rose Skaksen, ser også deciderede lånebegrænsninger som et af få redskaber til at lægge en dæmper på økonomien.

»Det er en af de eneste ting, der er tilbage i værktøjskassen. Skattestoppet lægger bindinger på den traditionelle finanspolitik. Lånebegrænsninger er dog ikke noget ideelt instrument, og erfaringerne med at regulere konjunkturerne via de finansielle markeder er ikke de bedste. Men der er kun ganske få andre ting at gøre lige nu,« siger Jan Rose Skaksen.

Andre muligheder er at udskyde offentlige investeringer eller dæmpe det offentlige forbrug.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) erkender, at der er behov for reformer i dansk økonomi.

»Men dem har vi allerede vedtaget i velfærdsaftalen. Reglerne træder i kraft i løbet af 2007. Så derfor synes jeg lige, at de reformivrige økonomer skal klappe hesten og afvente at se effekterne af de nye regler,« siger han.