Joachim og Marie håber at få børn

Prins Nikolai og prins Felix får flere søskende, hvis det står til de nyforlovede par.

Flere skrål på Schackenborg.

Prins Joachim og hans nye forlovede Marie Cavallier håber at få børn sammen. Parret har dog ingen aktuelle planer om familieforøgelse, sagde de onsdag på et pressemøde på Amalienborg.

Ifølge prins Joachim har hans sønner taget godt i mod deres nye stedmor, og de har støttet deres far i valget af Marie Cavallier.

På pressemødet fortalte parret samtidig, at de mødtes første gang i efteråret 2002 ved et privat jagtselskab i Danmark, men at deres forhold først tog fart for alvor fra foråret 2005.

Selve frieriet fandt sted i Tyrkiet i sommer, hvor parret var på ferie. Her gik prinsen på knæ, da han bad om ægteskab.

/ritzau/