Jihad-mistænkte stoppet på vej til Danmark

Tre mænd på vej til Danmark med falske pas og islamistisk materiale er blevet arresteret i Marokko. Det sker midt i ramadanen, som ifølge Islamisk Stat bør blive brugt til at udføre endnu mere terror.

IS-talsmand Abu Muhammad al-Adnani har opfordret terrororganisationens støtter til at være ekstra aktive under ramadanen. Noget kunne tyde på, at tre mænd, der netop er blevet anholdt i Marokko, har fulgt hans råd. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frygten for endnu mere terror i forbindelse med den muslimske højtid ramadanen lever i bedste velgående, efter at det i går kom frem, at myndighederne i Marokko har arresteret tre mænd med falske pas, der var på vej mod Danmark.

De tre afghanske mænd med forfalskede pakistanske pas blev anholdt i lufthavnen i Marrakech og var i besiddelse af det, der bliver beskrevet som »breve med jihadistisk indhold«. Myndighederne taler ifølge lokale medier om, at de med anholdelsen af de tre mænd har afsløret et slags internationalt netværk af jihadister.

Anholdelserne kommer en uge efter, at et terrorangrebet i tunesiske Sousse kostede 38 strandgæster livet. Og det kommer et par uger efter, at terrororganisationen Islamisk Stats talsmand, Abu Muhammad al-Adnani, opfordrede støtter af organisationen til at begå terror og gøre højtiden til »en katastrofe for de vantro«. Til gengæld vil dem, der udfører terror, blive martyrer, lod han forstå.

Dette års ramadan slutter 17. juli. Og »risikoen for terror er høj«, lyder vurderingen fra Magnus Ranstorp, terrorforsker på Försvarshögskolan i Stockholm.

»Alle er i beredskab,« forklarer han.

Terroreksperten understreger, at de tre mænd med kurs mod Danmark også blot kan være flygtninge, der vil søge asyl herhjemme eller i Sverige.

»Fordi de har islamisk litteratur behøver de jo ikke være terrorister,« siger han.

At truslen fra Islamisk Stat er stor, bliver ifølge Magnus Ranstorp bekræftet af, 15 ud af 18 afslørede eller gennemførte terrorangreb i EU siden oktober 2013 har haft forbindelse til terrororganisationen, der på få år har erobret store dele af det østlige Syrien og nordlige Irak.

»Men det kan godt undre, at islamister skulle vælge Marokko til at komme til Europa. Marokko er ikke det mest oplagte valg. Der er et tæt samarbejde mellem Spanien og Marokko, og den normale vej for jihadister plejer at være mere øst. Egypten og måske golfstaterne,« siger han.

Slå hårdt ned på islamister

Ifølge den svenske terrorekspert er det ikke første gang, at myndighederne i Marokko slår til mod det, der kan være islamistiske terrorister.

»De slår hårdt ned«, som han siger.

Ifølge marokkanske medier har myndighederne fra 2013-2015 afsløret 27 terrorceller og i år foreløbig otte. De kunne dog ikke forhindre et selvmordsangreb i Marrakech for fire år siden med 14 dræbte.

Set i lyset af angrebet i 2011 skriver Udenrigsministeriet i sin rejsevejledning til Marokko, at der trods »en stor indsats for at hindre terrorgruppers ageren... fortsat består en risiko for nye terrorhandlinger«.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyste i går til Berlingske Nyhedsbureau, at sagen med de tre anholdte mænd er ved at blive undersøgt. Samme melding lød fra Borgerservice i Udenrigsministeriet.