Jesper og Verena holder vejret, mens vulkanen truer livsværket på La Palma: »Vi er forberedt på det værste«

En voldsom vulkan har allerede revet hundredvis af huse med sig på øen La Palma og skabt massive ødelæggelser. Nu truer den også alt det, Jesper og Verena har arbejdet på at bygge op i de seneste 20 år.

 
Vulkanen Cumbre Vieja gik udbrud på den spanske ferieø La Palma søndag 19. september. Video: AP, Reuters/Ritzau Scanpix Redigering: Alma Vrå Hjorth Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er kun to uger siden, at de modne figner fra familiens egen avl blev kogt til marmelade og hældt på glas.

Men både marmeladen og de fleste andre ejendele er blevet i hjemmet i nærheden af El Paso i Aridane-dalen, som danske Jesper Kaas og hans tyske hustru Verena har forladt i al hast.

På flugt fra vulkanen Cumbre Vieja, der allerede har hundredvis af huse på samvittigheden på den spanske ferieø La Palma, og som nu truer ikke bare familiens hjem, men hele deres livsværk.

»Jeg har oplevet en del efterhånden med store brande og lignende, men jeg har aldrig oplevet noget som det her. Det er en apokalypse for øen,« siger Jesper Kaas fra den nordlige del af øen i La Punta, hvor Verena og han har søgt tilflugt hos venner:

»Hvis det fortsætter på denne måde, så er store dele af turismen og landbruget ødelagt. Det er en katastrofe. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvad der er sket her.«

Parret Jesper og Verena Kaas har drevet to fincaer med ferielejligheder og bungalower i mange år på øen La Palma, som er en af De Kanariske Øer. Fotografiet her er fra før vulkanen gik i udbrud, mens alt stadig var fryd og gammen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Vulkanen har været stille i 50 år, men søndag 19. september brød den stilheden og sendte massive vibrationer gennem undergrunden på øen som tilhører øgruppen De Kanariske Øer. Kaskader af flydende, varm lava skød højt op i luften og flød ned af de stejle skråninger og tog planter, træer og huse med sig.

Lavastrømmene har ødelagt den populære og solrige sydvestlige del af øen, og i omegnen af 460 huse i dette område er allerede blevet knust af de meterhøje, glødende lavamasser.

Gæsterne først

Jesper og Verena har i godt 20 år drevet to fincaer med ferielejligheder og bungalower på øen. La Primavera købte parret i 1999 og satte selv i stand, og La Luna Baila overtog de en håndfuld år senere fra Verenas forældre, og så flyttede de permanent til øen med datteren.

Da vulkanen gik i udbrud var der næsten fuldt booket i parrets to feriekomplekser, hvor de fortrinsvis tyske turister nød sol og sommer. Og dem måtte de sørge for, inden de kunne tænke på sig selv.

»Det drejede sig først og fremmest om at få gæsterne hjem og i sikkerhed,« konstaterer Jesper.

I takt med at de seismologiske bevægelser steg blev gæsterne informeret om, hvordan de kunne rejse hjem fra øen.

Men på et tidspunkt måtte alle flytte til fincaen La Luna Baila, fordi lavastrømmene gjorde det nødvendigt at evakuere gæsterne fra La Primavera. Her delte folk senge, mad og hjalp hinanden i den svære situation, lyder det.

Dagen efter blev Finca Luna Baila også evakueret. Alle hjalp igen hinanden og kørte i konvoj til militærbarakken i St. Cruz de La Palma, hvorfra de blev hjulpet videre.

Artiklen fortsætter efter fotografiet.

Fotografiet her viser de voldsomme naturkræfter der er i spil på øen La Palma i disse dage og er taget af en veninde til parret i  taget fra Los Llanos på øen La Palma. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Håber på det bedste

Situationen blev ikke nemmere af, at Jesper efter en lang coronaperiode selv var i Danmark for at fejre sin brors fødselsdag, da det voldsomme udbrud indtraf. Så han måtte ile fra nord mod La Palma, mens Verena hjalp turister den anden vej via lufthavnen i Los Cancajos.

Jesper kan ikke huske, hvad der er sket på hvilke dage, for det hele flyder sammen, som han siger. Men da turisterne var sikkert ude, søgte han sammen med Verena og parrets hunde til den nordlige del af øen.

»Vi har reddet vores gæster, vores dyr og os selv. Men vi kan ikke redde alt,« siger han med henvisning til deres hjem, ferielejligheder og plantagerne med grapefrugter, appelsiner og figner.

»Jeg ved ikke, hvad vi regner med. Men vi er forberedt på det værste, og vi må bare håbe på det bedste.«

Hvor længe bliver de selv på La Palma?

Men selv hvis familiens hjem og ejendele går fri af vulkanens rasen, så er Jesper bekymret for La Palmas fremtid, fordi vulkanen allerede har fejet folks hjem væk, skåret afgørende infrastruktur i stykker og smeltet sig gennem marker og afgrøder.

Den kanariske ø La Palma beskrives ofte som en af verdens stejleste øer. Hele den sydlige halvdel af øen, der er lidt større end Bornholm, er skabt af den næsten 2.000 meter høje vulkan Cumbre Vieja, der aktuelt er i udbrud.  Fold sammen
Læs mere
Foto: NASA/Flickr.

»Det er et hårdt slag for øen. Jeg ved sgu slet ikke, hvad jeg skal sige til det. Nu kender jeg mange, der har mistet deres huse, og jeg ved sgu ikke … jeg tror ikke, at de har kræfter til at bygge det op igen. Man skal begynde fra nul igen. Det er sgu hårdt,« siger Jesper.

Han har indtil nu kun ros til alt lige fra brandfolk til vulkanologer hos de spanske myndigheder, fordi de hele vejen igennem har udvist rettidig omhu, handlekraft og professionalisme.

Derfor har han, Verena og hundene heller ikke på nuværende tidspunkt planer om at forlade La Palma.

Hvor længe tør I blive på øen?

»I øjeblikket er vi trygge på den nordlige del af øen, selvom eksplosionerne og trykbølgerne fra udbruddene også kan mærkes her. Flere lavastrømme og et vulkansk krater er blevet dannet i de sidste par dage, og ingen ved, hvor lang tid der vil gå, og hvor meget magma, der stadig er gemt under vulkanen, som skal spys ud,« siger Jesper Kaas.