Jes Dorph stopper på TV 2

Efter 22 år hos TV 2 smutter den populære nyhedsvært til konkurrent.

Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TV 2s populære nyhedsvært Jes Dorph-Petersen forlader efter 22 år sin arbejdsplads.

Han har takket ja til et job hos TV3 fra foråret 2012.

Jes Dorph-Petersen starter sin karriere hos TV3 som Champions League-vært på TV3+, hvor han skal afløse Peter Schmeichel. Derudover skal han være vært på forskellige events.

En fodbold i halsen

52-årige Dorph-Petersen kalder hoppet til konkurrenten for et drømmeskifte og siger til tv2.dk:

- Jeg har haft en fantastisk tid og unikke oplevelser på TV 2, som jeg har delt med millioner af seere, og som jeg aldrig vil glemme. Jeg vil helt sikkert savne TV 2 og verdens bedste kolleger, og i dag har jeg ikke en klump, men en hel fodbold i halsen. Men jeg har været 22 år her på stationen, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for et markant kursskifte, inden det var for sent.

Jes Dorph-Petersen har i sin karriere hos TV 2 desuden været forbi programmer som »Station 2«, »Hvem vil være millionær« og »Go'morgen Danmark«.

En samlende figur for Danmark

Desuden har Jes Dorph som en af TV 2s højest profilerede profiler været vært for diverse større begivenheder, sidst til DR og TV 2s store indsamlingsshow til fordel for ofrene for tørken på Afrikas Horn.

TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, kalder Jes Dorph-Petersen for en »samlende figur for familien Danmark« og siger, at stationen vil savne ham.

Inden Jes Dorph-Petersen stopper på TV 2, skal han bl.a. være vært på TV 2s fejring af dronning Margrethes 40 års regentjubilæum i januar 2012.