Jes Dorph-Petersen: Billedet er kun klik og kolorit

Argumentet, om at paparazzi er en metode til at dokumentere en historie, er noget pjat, mener studievært Jes Dorph- Petersen, der selv har været udsat for at blive overvåget af Se og Hørs telelinser.

Folkemødet 2016 - Jes Dorph-Petersen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er problemet med paparazzi?

»Jeg kan se meningen i det, hvis man forsøger at dokumentere noget vigtigt – en kendt, der stjæler hos grønthandleren, eller en politiker, der kører over for rødt. På samme måde har jeg heller ikke noget imod, at jeg risikerer at blive fotograferet, når jeg går på Strøget. Men det er forkert, at man bliver fotograferet i private handlinger, og at det er paparazzierne, der skal bestemme, hvornår man skal i medierne. Jeg står af der, hvor man bruger paparazzi som en måde at få dokumentation for noget, der hører under privatlivets fred. Det er noget luskefis.«

Hvorfor mener du, at det er fordækt at begrunde paparazzi som en journalistisk metode?

»Argumentet om, at man bruger paparazzi som en metode til at dokumentere en historie er noget pjat. Ifølge loven må man ikke skrive om private relationer, med mindre en af parterne tillader det. Derfor kan eksempelvis Se og Hør heller ikke bruge deres paparazzi-foto til noget, med mindre de alligevel får historien bekræftet hos parterne selv. Derfor er der i virkeligheden ingen grund til at tage billeder i det skjulte. Paparazzi-billedet har kun værdi, fordi man kan bruge det til at presse den kendte, og fordi det er billeder med høj underholdningsværdi. Billedet er kun klik og kolorit. Jeg kan godt forstå, at det er svært at lade være med at bruge paparazzi, for det sælger selvfølgelig bedre med et billede af en sløret kendt end et arkivbillede af vedkommende. Men det irriterer mig, at medierne bruger deres ondeste våben – nemlig paparazzi – og begrunder det med, at det er research. Man kan prøve at komme med alle mulige journalistiske forklaringerpå, hvorfor det er nødvendigt, men det er bare et billigt kneb.«

Eksponeringen tjener jo også dit eget virke, så det er vel kun fair, at nogle medier også skriver de historier, du ikke lige selv ønsker at få bragt?

»Jeg er på det rene med, at mit privatliv har interesse for de kulørte blade, og jeg har et fint forhold til dem alle sammen. Inklusiv Se og Hør, efter at Henningsen og Qvortrup ikke længere er der. De må spørge om hvad som helst, men jeg forbeholder mig retten til at afvise dem og afkræfte historier. Der er gråzoner, som man må leve med, men jeg vil kunne lukke ned for mit privatliv. Det øjeblik, man åbner op og siger, at de må alt, fordi jeg er kendt, da sælger jeg hele mit liv, og det har de ingen krav på.«

Hvorfor har du ikke anmeldt de sager, hvor du føler dig krænket?

»For det første synes jeg, den straf, de måtte få, er latterlig, og for det andet så havde det bare skabt ny omtale. Det er meget få, der orker at anmelde, for så skal man igennem hele møllen en gang til. Personligt havde jeg simpelthen ikke luft til at være principiel. Hvis man nogensinde skal paparazzi-fotografer til livs og stoppe dem, så er det medieledelserne, der skal vise moralsk lyst og lade være med bøje sig for fristelsen til at tjene penge. Aller står jo netop nu en situation, hvor de virkelig kunne vise, at de har nosser.«