Jeppe Kofod slår fast: Danmark fører en ét-Kina-politik

Efter kinesernes klage over Pia Kjærsgaards besøg i Taiwan slår Jeppe Kofod fast, at folketingsmedlemmer selvfølgelig kan rejse og tale frit. Og at Danmark fører en ét-Kina-politik.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kommenterer nu Kinas klage over Pia Kjærsgaard (DF). Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den danske regering vil ikke blande sig i, hvor folketingsmedlemmer rejser hen.

Det slår udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fast.

Meldingen kommer, efter at Jyllands-Posten torsdag fortalte, at Kina har klaget til Folketingets direktør. Klagen går på, at Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard har besøgt Taiwan og i den forbindelse udtalt sig på en for kineserne »utilfredsstillende« måde.

Og det er langtfra første gang, at Kina forsøger at lægge pres på Danmark eller danske politikere og irettesætte dem.

Det har Berlingske tidligere beskrevet.

»Folketingsmedlemmer i Danmark kan selvsagt både rejse og tale frit samt mødes, med hvem de vil i deres egen kapacitet. Det blander regeringen sig ikke i eller har holdninger til. Det er et helt grundlæggende og afgørende princip for det danske folkestyre, og det står regeringen selvsagt klippefast på,« skriver han i en kommentar og tilføjer:

»I forhold til dansk udenrigspolitik ligger det ligeledes fast, at Danmark fører en »ét-Kina-politik«, som i øvrigt er bekræftet af skiftende danske regeringer og af Folketinget. Kinas ambassade har, ligesom alle andre ambassader her i landet, mulighed for at ytre sig både offentligt og privat.«

Hvis du vil læse flere eksempler på kinesernes forsøg på at presse Danmark, kan du klikke her.