Jens Mathias Petersen

Død af hjertestop, den 13. marts 2008, 56 år

Jens Mathias Petersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Lorenzen

Inden afrejsen til Afghanistan krammede Jens Mathias Petersen længe sit etårige barnebarn, Victoria. Han ville næsten ikke give hende fra sig. “Du ser hende jo snart igen,” grinede Victorias mor, Anna Bendfeldt. Men der gik længe, inden den nyslåede bedstefar, svigerfar og ægtemand gav slip. Siden har Anna og hendes mand, Simon Bendfeldt, spekuleret på, om Jens Mathias Petersen havde en forudanelse om, hvad der ville ske i Afghanistan: “Men det handlede nok mere om, at han pludselig havde noget at miste,” siger Simon.

At Jens Mathias Petersen, inkarneret soldat gennem 36 år, havde noget at sige farvel til, var nyt. Han var næsten 50 år, inden han og Aase, som han i årevis havde kendt fra vandreture, en dag tog hinanden i hånden, når de gik ude på stierne og landevejene.

“Indtil da havde Jens kun været gift med Forsvaret,” siger Simon.

Hjertestop

Mød Jens Mathias Petersen. En klippe på 193 centimeter og 90 kilo med periodisk cykelstyrskæg. Gennem det meste af sit liv lige så meget ungkarl som soldat og ivrig vandringsmand. Få måneder før sin død gik han med militærkolleger samfulde 800 kilometer fra København til den store årlige militærmarch i Nijmegen i Holland. For tredje gang. Hans kondition var fænomenal for en 56-årig. Derfor er det fortsat et mysterium for såvel læger som familien, at døden skulle indhente Jens under en løbetur rundt om flyvepladsen i Kandahar en kølig formiddag den 4. marts 2008. Men hans krop ville tilsyneladende bare ikke mere. Han blev fundet bevidstløs på jorden af en amerikansk læge, som selv var ude på sin morgenløbetur. Jens havde formentlig blot ligget der et minuts tid. Otte dage senere døde han på Rigshospitalet i København uden at være kommet til bevidsthed.

For familien skulle det blive indledningen til et rædselsår, som ved sin begyndelse ellers tegnede lyst og romantisk: Med barnedåb og bryllup. Victoria blev døbt, og bedstefar Jens gift med Aase Holst Petersen i januar 2008. To måneder senere var han død og yderligere seks uger derefter, i april 2008, døde Aase af en blodprop i hjernen. Sideløbende lå familien i en månedlang strid med Forsvaret for at få anerkendt Jens’ død som arbejdsrelateret. En strid, der endte i nederlag.

Sørgemarch ville ikke være ham

Det er tilsammen tab, sorg og bekymringer nok til at slå selv den mest solide familie omkuld, men da Simon Bendfeldt giver kaffe rundt om køkkenbordet i huset i Skejby ved Århus og fortæller om Jens, er det med latter, sjove fortællinger og ikke mindst med ordene: “Det sidste, Jens ville have ønsket at læse om sig selv, var en sørgemarch af et portræt. Det ville slet ikke have været ham. Han var en glad og positiv mand, rigtig sjov at være sammen med, og sådan husker vi alle ham.” Simon og Anna er overbeviste om, at Jens døde som en lykkelig mand, og det er ingen ringe trøst: “Han døde på toppen.”

Jens Mathias Petersen blev født og voksede op i Rødekro og blev i første omgang uddannet maler. Jens M. blev blandt vennerne hurtigt til Jens “Maler”, og kaldenavnet blev hængende, selv da han efter blot et par år droppede håndværket og i stedet indledte det, der skulle blive en livslang karriere i Flyvevåbnet. Her steg han i graderne inden for militærpolitiet, hvilket affødte Jens Mathias Petersens andet naturlige kaldenavn: Jens “M.P.” I de sidste år var han bevogtningschef med ansvar for sikkerheden omkring NATOs bunker ved Operationscenter Finnerup nær Flyvestation Karup. Fire gange var seniorsergenten udsendt på internationale missioner til Kroatien i 1995 og tre gange i Afghanistan. Under den sidste tur, i 2008, var han leder af danskernes kontakt- og velfærdssektion i Kandahar: “Han var en pligtopfyldende soldat og meget vellidt blandt folkene herude. De fandt stor glæde i at drille ham, så hans sønderjyske temperament blussede op. Sådan i al venskabelighed,” siger en af hans nærmeste kolleger, seniorsergent Ejvind Ove Hansen.

“Han var arketypen på en soldat af den lidt gammeldags type,” fortæller svigersønnen Simon: “Rank, rolig, tillidsvækkende. Med Jens var det sådan, at når han sagde noget, var ingen i tvivl om, at han mente det. Så sagde man ham ikke imod.”

Ungkarl og spasmager

Jens dyrkede ikke som sådan sit image som soldat, hedder det. Men det militære liv gennemsyrede også det private ungkarleliv. Jens var inkarneret samler. Det militære – kasketter, baretter, emblemer og medaljer – fyldte mest, men også et stort udvalg af solbriller, som blev anskaffet ud fra den simple målestok, at Elton John ville have båret dem med stolthed, havde plads i hans ungkarleliv. Han spillede skak og gik til curling, og så skrev han på sin “pølsebog”. Når han var ude at vandre, var det et princip, at samtlige pølsevogne på ruten skulle besøges, og pølsemændene skulle oppe sig for at få en glad smiley i Jens’ bog. Hans omgangskreds uden for flyvestationen var først og fremmest andre vandrere; mange havde samme militære baggrund. Forsvaret lå dybt i ham, og de fleste mennesker, som mødte soldaten, så ham formentlig som lidt tilbagetrukket og svær at komme ind på livet af. Som en mand, der ikke var i stand til at krænge uniformen helt af sig, selv når han havde fri. Distancen var en del af ham, forklarer familien, men han var langtfra en “uniformsfetichist”, som Simon udtrykker det.

De folk, Jens lukkede lidt længere ind, fandt en spasmager, der især på vandreturene slap sig løs. Som dengang i Holland, hvor Jens og andre danskere havde overværet en lokal klovnetrup optræde med et nummer, hvor en mand havde gemt sig i en skraldespand og skræmte livet af forbipasserende ved at stikke hånden op af den. Samme aften kravlede den store Jens ned i en skraldespand og stak på skift sine enorme labber og cykelstyrskægget op foran en gruppe måbende hollandske vandrere.

Da Jens fandt sammen med Aase, kendte han allerede Simon fra vandrermiljøet. Han og Aase smedede rænker og introducerede Simon for Aases datter, Anna. De blev et par, snart kom første barn og så det næste, og med Annas lidt større søn fra et tidligere forhold, havde Jens pludselig en ganske stor familie: “I løbet af kort tid gik Jens fra ungkarl til ægtemand og bedstefar for tre. Det var noget af en omvæltning for ham. Første gang, jeg kaldte ham “svigerfar”, blev han næsten sur. Det var en aften efter en vandretur. Han sad helt stiv i sofaen og var ikke til at trække et ord ud af. Men så begyndte de tyve andre også at kalde ham svigerfar. Så måtte han jo overgive sig,” fortæller Simon. Med tiden begyndte Jens selv stolt at præsentere sig selv som “bedstefar”, og han begyndte så småt at tale om, at det måske snart var på tide at sige farvel til Forsvaret – og til de internationale missioner. “Han var jo soldat helt ind i marven. Var muligheden der for at komme ud en gang mere, var han formentlig taget af sted. Så ville han have fortalt Aase, at han var blevet beordret ud. Men han var begyndt at trække nogle streger i sandet. Han følte, at han snart havde gjort sit,” siger Simon. Jens talte om at få bedre tid til børnebørnene og til at “nusse i haven”, og han glædede sig til at få en hund. Det havde han lovet sig selv, når han gik på pension.

Navn på mindeplade

I de små to måneder Jens nåede at være i Afghanistan inden sin død, ringede han oftere hjem end ellers. Da Simon og Anna Bendfeldt efter også Aases død begyndte at rydde op, fandt de en hyppig og kærlig mail-korrespondance mellem Kandahar og hjemmet i Tilst ved Århus. Oprydningen er endnu ikke helt slut, da vi besøger hjemmet i sommeren 2009. Det har taget dage og uger alene at komme gennem Jens’ militære samlinger og Elton John-briller. Men at gennemgå tingene har hjulpet med bearbejdningen af tabet af både Jens og Aase inden for bare seks uger. Simon og Anna er ved at lave en scrapbog med de fotos, breve og pudsige ting, de finder. Bogen skal blive børnenes minde om Bedste og Bedstefar, siger Anna: “De små oplevede jo kun at sidde sammen med Jens i sofaen, når han dikkede dem og sagde ‘hum-hum-hum’. Det er synd for dem, at de mistede deres bedsteforældre, inden de kunne nå at skabe deres egne minder om dem. Victoria mener, at de sidder sammen oppe på en sky og kigger ned. Hun vinker altid og siger ‘hej’, når vi kører forbi kirkegården.”

I 2009 blev det officielt meddelt, at Jens Mathias Petersen får sit navn på Forsvarets mindeplade for faldne danske soldater på internationale missioner siden 1948, et mindesmærke, der er opstillet på Kastellet i København.

På tavlen står yderligere fire navne, som døde i de sidste uger af marts 2008 – en af de værste perioder i det danske militærs nyere historie. Allerede dagen efter Jens Mathias Petersens hjerteanfald mistede Danmark yderligere to mand.