»Jeg ville være mig selv«

Jette Rohde, 57 år, gift og har en søn. Hun er direktør i Sten & Grus A/S og ifølge statistikken en af de 32.779 kvinder, der hæver sin månedsløn fra bygge- og anlægssektoren.

»Grusgravene interesserede mig bare forfærdeligt meget. Det er enormt flot med sådan en grav. Det er fascinerende med de forskellige forekomster i jorden. Nogle grusgrave er med sand, mens andre er med meget fint skær,« fortæller Jette Rohde, der er direktør i Sten & Grus A/S. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg er født ind i branchen. Både min mor og far har haft med sten og grus at gøre. De havde først vognmandsforretning, derefter grusgrav, og så gik min far over til sømaterialer. Det var slet ikke meningen, at jeg ville gå den vej. Jeg læste økonomi på Handelshøjskolen og kom alligevel ind i min fars virksomhed. Efter tre år spurgte jeg mine forældre, om jeg ikke måtte låne nogle penge til at starte op. Det kunne man gøre dengang for få penge.

Som 27-årig gik jeg til Københavns Havn og spurgte, om jeg kunne leje et areal ude i Sydhavnen. Vicedirektøren bad mig om at komme til møde, så jeg kunne fortælle ham, hvad en kvinde på 27 år ville i den her branche. Det kunne han slet ikke forstå. Men jeg fik overbevist ham.

Jeg vidste, at jeg i hvert fald ikke skulle arbejde for mine forældre. Det havde jeg fået rigeligt af igennem barndommen. Grusgravene interesserede mig bare forfærdeligt meget. Det er enormt flot med sådan en grav. Det er fascinerende med de forskellige forekomster i jorden. Nogle grusgrave er med sand, mens andre er med meget fint skær. Jeg er slet ikke teknisk, men jeg er også fascineret af maskinerne og skibene.

Min mor ville gerne have, at jeg blev hjemme i sommerferierne og red på mine heste. Men halvdelen af tiden endte jeg med at tage med min far på arbejde. Han tog mig med til forhandlinger ude i fine firmaer. Jeg blev som 12-årig placeret ved bordet, og så måtte jeg ikke sige noget. Min far mente, at jeg kunne lære noget. Han var en hård forhandler. Jeg synes, at en handel skal være god for begge parter. Han synes, at den skulle være bedst for ham.

Da jeg skulle sælge mine heste, brugte jeg hans tricks. Hvis folk var i tvivl om købet, sagde jeg til dem, at nu gik jeg altså. Og så kaldte de mig tilbage. Den har jeg brugt nogle gange.

Min farmor havde en vin- og tobaksforretning i Gothersgade. Mine forældre mødte hinanden som 23-årige og besluttede sig efter et halvt år at blive selvstændige. De havde ingen uddannelse. Og så knoklede de. I min familie har alle været iværksættere, og det var naturligt, at jeg også blev det.

Min far ville rigtig gerne ind og eje noget af mit firma. Det var meget sundt, at han ikke gjorde det. Han mente selv, at han var berettiget til det. Det var hans fædrene arv. Så han kunne jo også styre lidt mere. Det havde jeg ikke lyst til. Jeg ville være mig selv.

Jeg har hørt mange kommentarer, der er knyttet til, at jeg er kvinde i en ellers mandepræget branche. Men jeg er altid blevet pænt behandlet. Og jeg lader mig ikke gå på af det. I begyndelsen spurgte folk, om de lige kunne komme til at tale med ingeniøren. Sådan en har vi aldrig haft. Der har kun været mig og personalet.

Da jeg kom ind i Dansk Byggeri, foreslog jeg på et tidspunkt, at jeg skulle være medlem af bestyrelsen. Der var én, der sagde til mig, at det var jeg sandelig ikke gammel nok til. Man skulle have meget mere erfaring. Jeg tænkte, at det skulle være løgn.

På landsplan synes jeg, at der skal flere kvinder ind. Det skal bare ikke være på grund af vores køn. Omvendt skal vi ikke agere som mændene, når vi kommer ind. Jeg tror, at rigtig mange mænd synes, at kvinder går alt for meget op i detaljen. Men det kan jo netop være det, som mændene ikke ser, er det vigtige.

I starten foregik der ting, som jeg ikke forstod. For eksempel at noget allerede var blevet afhandlet, inden vi satte os sammen i bestyrelsen. Efter jeg læste bogen »Myter om magten«, forstod jeg, at andre kvinder havde oplevet det samme. Jeg er fortaler for, at alt skal op på bordet først.

Til en middag engang blev jeg af min bordherre spurgt om, hvilke aktier jeg havde. Jeg svarede, at mine penge står i gravemaskiner og gummihjulslæssere. Han troede simpelthen, at jeg tog gas på ham. Enten synes folk, det er spændende, eller også synes de, jeg er fuldstændig tåbelig. Jeg har også hørt, at jeg har arvet det hele. Men det har jeg ikke.

Jeg ved ikke hvorfor. Men på en eller anden måde er det endt med, at der kun sidder kvinder ude i kontoret. Mændene har ikke holdt så længe.

Når man sidder i bestyrelser, så skal man stadig være erhvervsaktiv. Jeg ved, at jeg sikkert kommer til at træde nogen over tæerne med den kommentar. Men det mener jeg. Den dag jeg holder op her i virksomheden, så skal jeg ikke være med i en bestyrelse. Det vil jeg ikke være bekendt. I al almindelighed ser jeg gerne, at yngre kræfter kunne komme mere til i bestyrelserne. Alder er ikke et argument.

Da jeg lejede arealet som 27-årig, havde jeg ikke noget billede af, hvad det hele skulle ende med. Min virksomhed skulle bare være velfungerende. Jeg har prøvet at have afdelinger andre steder i landet, og jeg har haft 55 mand ansat under mig. Jeg holder mere af den mindre virksomhed, jeg har nu med 12 ansatte. Det her er perfekt.«