»Jeg ville ønske, jeg havde haft velhavende skolekammerater«

Jens Rebensdorff Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg ville ønske, jeg havde haft velhavende skolekammerater, da jeg gik i skole. Kammerater med forældre fra højere og mere velpolstrede lønrammer end mine socialrådgiver- og ingeniørforældre.

Så ville jeg ikke have haft det akavede forhold til rige mennesker, jeg har i dag. Hvis jeg havde plejet omgang med børn fra velhaverhjem, ville min tolerance og forståelse for deres velbeslåedes tankegang, prioriteringer og kultur have været meget større. Jeg ville ikke have følt mig så fremmed og på vagt, som jeg gør i dag, når jeg en sjælden gang træder ind på en perlegrusbestrøet indkørsel foran et hus med glaserede teglsten og swimmingpool i baghaven.

Da De Radikale i denne uge lancerede deres kamp mod ghettoskoler, blev jeg derfor glad. Endelig nogen, der tager mangfoldigheden alvorligt. Endelig nogen, der vil kæmpe for, at elevsammensætningen i Folkeskolen skal afspejle det omkringliggende samfund, så kendskabet til og omgang med andre samfundslag og tænkemåder kan gøre Danmark stærkere, som det hed.

Men jeg blev skuffet. De gode intentioner om at forhindre ghettodannelser på skolebænken handlede kun om at blande tosprogede elever og elever med indvandrerbaggrund med etnisk danske elever. Ikke et ord om at blande rige med fattige. Blande elever fra ghettoskolerne i »reservatet« (Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Hellerup, Rungsted og den slags steder) med elever fra skoler i Ishøj og Nordvest.

De Radikale er åbenbart faret vil i deres eget fjendebillede: Dem, der deler verden op i De fremmede og os andre. De har ikke set, at velbjergedes børn kan have godt af at pleje omgang med flydende dansktalende klassekammerater med flade madpakker, gamle mobiltelefoner og kun én ferie om året. Og de har i hvert fald ikke set, at jeg og mine lidelsesfæller vil forstå dem ved muffen noget bedre, hvis vi fik fjernet nogle fordomme og ikke skulle vælte rundt som Klods Hans i en porcelænsbutik, når vi møder folk, der tilfældigvis hvert år tjener nok til at give skolen en ny gymnastiksal.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Det handler ikke om, at jeg skal lære at åbne en østers uden af grisse og sige goddag med den rigtige hånd. Det er noget med stemningen og den selvfølgelighed, rige mennesker taler om deres liv og materialisme på. En selvfølgelighed, der, hvis man ikke forstår baggrunden, let kan få folk til at famle efter den nærmeste guillotine af bar misundelse. Eller uvidenhed.

Hvis jeg havde lært at afkode det »sprog«, ville jeg have kunnet slappe mere af de gange, jeg er blevet konfronteret med folk, der aldrig har haft en materiel bekymring i livet.

»Reservatet«, som de lokale nord for København selv kalder deres økonomiske og skattemæssige oase, udtaler de i øvrigt altid med et overskudsagtigt glimt i øjet, som om de er bedrevidende eller ironiske. Men det er de ikke. De ved udmærket, hvor privilegerede, de er. Det er derfor de smiler.

Det ville jeg godt have vidst noget tidligere.