»Jeg ville jo ikke gøre de andre bange«

De danske soldater talte ikke om det, hvis deres familie blev udsat for truende opkald fra irakiske oprørere. Heller ikke fra højere sted blev der taget initiativ til at bearbejde frygten.

»Hvis min familie følte sig truet, blev jeg jo bange. For irakerne handlede det om at få mig til at tage benene på nakken. Det er jeg slet ikke i tvivl om.« Sådan lyder Ralf Clemmesens forklaring på, at en række danske soldaters familie og venner, som det kom frem i går, blev udsat for telefontrusler fra irakiske oprørere.

»Det var også grunden til, at jeg ikke snakkede med de andre udsendte om mine oplevelser. Jeg ville jo ikke gøre de andre bange,« siger han.

Ralf Clemmesen fortæller, at han siden har fundet ud af, at opkaldene til de udsendtes familier fandt sted over to uger i februar, men han kan ikke huske hvem, der ellers modtog opkald. Og det er der en grund til.

»Det var bare ikke noget, der blev taget op til fælles diskussion. Hvis man havde et problem med det, var det noget man selv klarede,« siger han.

Selv tumlede han mest med problemerne i halvanden uges tid, hvor det virkelig gik ham på. Men senere fyldte det mindre og mindre, og arbejdet i Irak blev normaliseret. Men hensynet til familien var næsten det, der fyldte mest i hovedet på ham. Han var bange for, at irakerne skulle gøre alvor af truslerne, og at der skulle ske familien noget, mens han gjorde tjeneste i Irak.

Det var Ralf Clemmesens daværende kæreste, der sent om natten 8. februar modtog det første opkald fra irakerne, men også hans far modtog opkald, så det påvirkede hele familien.

Den 23-årige soldat var på det tidspunkt næsten lige ankommet til Irak, hvor han skulle arbejde som panserværnsskytte i infanteridivisionen fra Det Jydske Dragonregiment. Og både kæresten og hans forældre var chokerede over, at mennesker så langt væk kunne finde frem til dem og var interesserede i at skade dem.

»Det var uforståeligt og en mærkelig, skræmmende oplevelse,« siger han.

Truslerne fik dog ikke Ralf Clemmesen til at holde op med at sende smser og ringe hjem:

»Jeg ville hellere leve med risikoen for, at de igen opfangede mit nummer, end jeg ville undvære at fortælle min familie, at jeg havde det godt.«

Oplevelsen får da heller ikke Ralf Clemmesen, der har kontrakt med hæren indtil han fylder 35, til at overveje at indstille karrieren.

»Nej, heldigvis. De skal ikke bestemme over mit liv.«