»Jeg vil ikke være skyld i, at barnet ikke kan få svar«

Lars Christensen, 28 år, er en af de få sæddonorer, der accepterer, at de børn, han lægger gener til, må kontakte ham, når de bliver 18 år.

Lars Christensen er ikke-anonym sæddonor. Om 18-20 år kan hans eventuelle biologiske børn få hans navn udleveret og tage kontakt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen

Han indrømmer det blankt: Selv om han synes, det er en smuk tanke, var det ikke ønsket om at tjene menneskeheden, der første og fremmest fik ham til at melde sig som sæddonor. Det var økonomien.

Da 28-årige Lars Christensen, litteraturhistoriestuderende fra Århus, løb tør for SU, var sæddonation en nem indtjeningsmulighed. På den måde er han ikke anderledes end de fleste andre 250-300 sæddonorer i Danmark.

Men han adskiller sig fra normalen på ét punkt: Lars har valgt at være ikke-anonym sæddonor. Det vil sige, at de børn, der måtte blive undfanget med hans donorsæd, kan få hans navn udleveret, når de fylder 18 år:

»Det valgte jeg med det samme, og jeg var slet ikke i tvivl. Jeg ville have det dårligt med at være skyld i, at et barn ikke kunne få oplysninger om dets ophav.«

»Jeg har på fornemmelsen, at det kan betyde meget for børn. Hvis man kender til adoptivbørn, ved man, at der ofte er nogle spørgsmål omkring identitet at slås med. Mange vil måske bare finde ud af, hvem man er, eller hvordan man ser ud. Hvad man laver eller interesserer sig for. Det vil jeg ikke fratage de eventuelle børn,« siger han.

Lars vil ikke selv kunne opsøge sine biologiske børn. Men hvis de ønsker det, kan de fremtidige børn bl.a. kunne få at vide, hvad Lars hedder, at han er veluddannet og litterær, højere end gennemsnittet, bruger briller, har hang til god musik og eksotiske øl, vandre- og løbeture og finder TV-serien »Seinfeld« ustyrligt morsom. Men far regner han ikke med at skulle være lige pludseligt:

»For det første tvivler jeg faktisk på, at jeg vil blive kontaktet. Børnene har ikke krav på noget fra mig, og jeg vil ikke have et forhold til dem som til mine »egne«. Jeg ser sådan på det, at jeg leverer »materialet«; forældreskabet står nogle andre for. Det vil ikke genere mig at blive kontaktet, omvendt er det heller ikke en udsigt, jeg går og finder glæde i – det er neutralt for mig,« siger Lars Christensen.

Nogle af Lars’ venner synes, det er et ret sært valg, han har truffet. Et konsekvensfyldt valg. Andre, herunder hans kæreste, som er læge, synes, det er helt fint. Åbenheden er for ham det vigtigste:

»Det er klart min ikke-anonymitet, folk går op i. Det er kontroversielt. Jeg ved derfor også, at kærester og mine egne børn skal have besked om det. Men hvordan jeg vil tackle det om 20 år, er svært at vide. På nuværende tidspunkt er overbevist om, at jeg ikke vil spekulere over det, heller ikke i fremtiden,« siger han.

En veninde fremlagde engang et skrækscenario for ham: Lars får engang en datter, som en dag stolt kommer hjem med sin nye kæreste. Kæresten ligner til forveksling en yngre udgave af Lars. Hvad gør man så?

»Det ville da nok sætte lidt tanker i gang, men risikoen for, at den situation vil opstå, er selvsagt forsvindende lille. Det er faktisk ikke mig, der bekymrer mig om disse ting. Det er andre på mine vegne,« siger Lars Christensen.

Ifølge danske regler må Lars højst lægge sæd til 25 børn i Danmark. Formentlig vil eventuelle graviditeter dog sprede sig over et langt større område. Sædbanken Cryos, som Lars Christensen er tilknyttet, leverer nemlig sæd til barnløse i 60 lande. Lars Christensen regner med at fortsætte som sæddonor, indtil han er færdig med at studere. Der er på verdensplan stor mangel på donorer som ham. Kun 15 procent af danske sæddonorer siger ja til at kunne identificeres af barnet senere.