»Jeg vil ikke tilbage. Aldrig i livet«

For John var Tingbjerg en drøm, der gik i opfyldelse. Over en årrække forvandlede den københavnske bydel sig dog. Utryghed og kriminalitet blev dagligdag. Nu er han flyttet og vil aldrig tilbage.

»John« og hans familie vendte for to år siden Tingbjerg ryggen efter flere års frygt for egen sikkerhed, som tog til i takt med kvarterets udvikling i den helt gale retning. »Jeg kører i fuld fart forbi bydelen, hvis jeg er nødsaget til at nærme mig den,« fortæller han i dag. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

John havde ikke hørt om Tingbjerg, før han skulle bo i Tingbjerg.

Det er 12 år siden, og John og hans familie var glade for deres nye bydel, som kommunen havde anvist. Der var grønne områder, en god skole, fritidshjem og sportstilbud, som parrets børn benyttede. Tingbjerg var alt det, familien drømte om efter at være flygtet fra et torturland til Danmark, og kvarterets gule murstenshuse fra 1950erne lovede den idyl, familien søgte.

Bydelen, der blev opført ved Utterslev Mose, skulle være med til at virkeliggøre den socialdemokratiske velfærdsdrøm om at flytte arbejderklassen ud af byens beskidte baggårde. I dag har 70 pct. af beboerne anden etnisk baggrund end dansk, og bydelen er præget af store sociale problemer. I den forstand gik drømmen galt for både Tingbjerg og John.

Et rart sted at være

John oplevede, at Tingbjerg ændrede karakter omkring 2005. Kvarteret, der til at begynde med var et rart sted at være, blev et utrygt sted at bo og opholde sig. Det begyndte med en container i flammer, som senere efterfulgtes af flere containere i brand. John stod i sit stuevindue og så det ske.

»Tingbjerg var det første sted, jeg oplevede kriminalitet med mine egne øjne. Jeg tænkte; Hvad sker der? Derefter blev det et utrygt område at bo i, og kriminaliteten voksede,« siger John. Det er ikke hans rigtige navn, men han ønsker at optræde anonymt i Berlingske af hensyn til sin familie.

Efter ildspåsættelserne blev kriminaliteten i Tingbjerg kun værre. En ung mand blev dræbt af skud, der blev stukket ild til en boligbloks kælder, og familien selv havde indbrud. En morgen, hvor John skulle på arbejde, fandt han sin bil uden sidespejle. De var knækket af. En anden morgen var bilruden knust, og en tredje morgen var Johns bildæk flade. Skåret op.

Tidlig banderekruttering

Han begyndte at frygte for sine børns ve og vel.

»De kriminelle begyndte at rekruttere unge under 15 år, fordi de vidste, at unge ikke fængsles i Danmark. Det skræmte mig, at der var lagt sådan en strategi, og jeg blev nervøs for mine børn,« siger John, der vidste, at de måtte væk. Derfor skrev han familien op på forskellige ejendomsselskabers ventelister, men fik på intet tidspunkt tilbudt en bolig andetsteds.

John står frem med sin historie om flugten fra Tingbjerg midt i en ophedet debat om den københavnske bydel. Debatten begyndte i Berlingske mandag, da personer med indsigt i Tingbjerg beskrev området som et parallelsamfund, hvor politiet fylder for lidt, og hvor kriminelle fylder alt, alt for meget.

Siden har blandt andre Thorkild Fogde, Københavns politidirektør, og Jesper Christensen (S), Københavns socialborgmester, indvendt, at selv om Tingbjerg ikke er rosenrød, så er billedet mindre sort end sådan, som det beskrives af blandt andre Ulrich Vogel, præst ved Tingbjerg Kirke gennem 22 år.

Politiet og de sociale myndigheder støtter den udlægning med statistik over såkaldte objektive kriterier. For eksempel viser en opgørelse fra Københavns Politi, at anmeldte indbrud faldt fra 203 i 2011 til 52 i 2014 (pr. 1. november), mens anmeldte tyverier faldt 176 til 79.

Samtidig viser et notat fra kommunen, at 28 procent af Tingbjergs næsten 6.000 beboere stod uden for arbejdsmarkedet pr. 1. november 2014. I 2007 var andelen ca. ti procentpoint højere. Men statistikkerne ændrer ikke ved, at nogle oplever Tingbjerg som utrygt, herunder John.

»Det var usikkert ikke at vide, hvad jeg kom hjem til efter en arbejdsdag. Jeg sagde nej til invitationer, fordi jeg var bange for, hvad der ville ske, mens jeg var væk. Et nyt indbrud? Mere ild?«

Mursten i sengen

Kulminationen på Johns tilværelse i Tingbjerg blev mursten. Familien var gået i seng, da de hørte badeværelsesvinduet splintre og fandt en mursten på gulvet. Nogen havde kastet den ind fra gaden. Ti minutter efter lød samme smæld efterfulgt af en klirren fra soveværelset. Endnu en mursten. »Se,« siger John og finder politiets billeder frem. Murstenen ligger i parrets seng.

»Det er sengens fodende, men vi kunne lige så godt have haft vores hoveder dér. Hvordan kan man leve på den måde,« spørger John, der mener, at murstenene skyldtes, at Tingbjergs kriminelle ikke kunne overtale hans børn til at begå kriminalitet.

John kontaktede Socialforvaltningen, og et år senere kunne han og familien vende ryggen til Tingbjerg og flytte til en anden københavnsk bydel. Her har familien boet i to år, og John savner ikke sit gamle nabolag.

»Tingbjerg giver mig dårlige associationer. Jeg kører i fuld fart forbi bydelen, hvis jeg er nødsaget til at nærme mig den. Jeg vil ikke tilbage. Aldrig i livet.«

Redaktionen er bekendt med Johns rigtige identitet.