Jeg vidste det! Det er A-menneskerne, den er gal med

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kender De det, at De hele livet har haft på fornemmelsen, at det var Dem, der havde ret og resten af samfundet, der tog fejl?

Og har De i så fald været så velsignet at få ret? Jeg taler ikke om et middagsselskab, hvor de andre gæster var enige med Dem, men om at Deres fornemmelse blev uigenkaldeligt bevist som værende korrekt, og at alle Deres modstandere lige så uigenkaldeligt måtte æde deres ord i sig?

Hvis De har, ved De, at det er en enestående tilfredsstillende følelse, som de fleste af os oplever yderst sjældent – om overhovedet.

Stor var min glæde da også, da jeg forleden i en artikel kunne læse, at forskere fra Berlins medicinske universitet har fundet ud af, at A-menneskers (for os andre utålelige) morgenfriskhed skyldes en genetisk fejl.

De stakkels mennesker er slet ikke os andre overlegne, men deres indre ur er ofte stillet fire timer længere frem end andre menneskers, skrev MetroXpress. Derfor har de en unaturlig døgnrytme, der tilfældigvis har passet godt ind i landbrugssamfundet, hvor man af praktiske hensyn skulle tidligt op og tilsvarende tidligt i seng.

Bortset fra en kort overgang i min sidste tid i folkeskolen, hvor jeg af egen fri vilje stod op kl. seks for at begynde dagen med en løbetur – gerne i selskab med familiens sagesløse skødehund, der bestemt ikke var A-hund og desperat prøvede at gemme sig under stadigt sovende familiemedlemmers dyner – har jeg altid sat overmåde pris på at sove længe. Og mit bedste arbejde udføres efter kl. 12.

Det har jeg måttet høre meget for gennem årene – ikke mindst fra kolleger, der gjorde sig morsomme over min ynkelige ansigtsmine først på dagen og luftede den gængse fordom om, at B-mennesker er mere dovne end A-mennesker.

Men jeg har jo altid ment, at det ikke drejede sig om dovenskab. Det var ikke mig, men samfundet, den var gal med. Bevares, landbrug er da en nobel profession, som jeg sætter pris på hver eneste gang, jeg køber ind, men det er dog de færreste af os, der begynder dagen med at fodre dyrene, så markerne til eller hvad man nu gør rundt omkring på gårdene. Og hvad skulle der egentlig være i vejen for, at alle vi kontorbløddyr satte os foran skærmen en time eller to senere, end samfundet har vænnet os til?

Der er selvfølgelig undtagelser. I min tid som praktikant på nærværende avis havde jeg tre måneders ophold på web-redaktionen, hvor der i sagens natur gerne skulle være en masse god journalistik klar, når ni til fem-folket stod op. Det betød en del morgenvagter fra kl. seks, og selv om jeg lærte en masse, og jeg ikke kan sige nok godt om kollegerne på redaktionen, var det ganske ubehageligt at skulle kaste dynen til side adskillige timer, før vintersolen brød frem.

»Men er det ikke dejligt at have så tidligt fri,« spurgte A-mennesker mig opmuntrende, når jeg klagede min nød.

De var velmenende, men forstod det simpelthen ikke. Efter endt arbejde gik jeg rundt i en tåge resten af dagen, indtil jeg kollapsede i sengen, og det hele kunne gentage sig næste morgen. Som en genindspilning af »En ny dag truer« hvor Bill Murray bare skulle op kl. 4.30.

Og derfor, var min glæde over at finde ud af, at jeg havde ret og de morgenfriske led af en genetisk fejl, så stor. Det var mig, der var den normale, og dem, der var freaks.

Det satte dog skår i min glæde, da jeg opdagede, at førnævnte artiklen var ti år gammel, og at jeg dermed ikke blot har været ualmindelig dårlig til at orientere mig, men at jeg har forpasset ti års mulighed for at sige »hvad sagde jeg?« til de morgenfriske kolleger, der kaldte mig for syvsover. Måske jeg havde set artiklen allerede dengang, hvis jeg var stået lidt tidligere op?