18-årige Mai har gennemlevet noget af det værste, der kan overgå et menneske. Som barn levede hun i et voldshelvede, hvor angsten for faren krøb langs væggene. Hun og hendes ni søskende så ofte deres mor blive gennembanket eller blive smidt ud af familiens bil, mens den kørte.

»Som barn vidste jeg ikke, hvor jeg skulle gå hen og få hjælp til mig, min bror og min mor. Jeg vidste, at det, der skete, var forkert. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det,« fortæller Mai, som er den ældste datter fra Rebild-sagen, som har nogle af danmarkshistoriens værste ingredienser af incest, blodskam, pædofili og vold.

Mai, hvis efternavn er redaktionen bekendt, vælger nu at stå frem for at kunne hjælpe andre. Hun medvirker i et nyt forslag til et exitprogram for voldsramte kvinder udarbejdet af Huset Zornig og kvindenetværket Zonta.

Parterne fremlægger i en ny rapport forslag til at skabe et exitprogram fra volden for kvinderne. Hvert år rammes 29.000 danske kvinder af vold i hjemmet.

»I dag får det mit blod til at koge bare ved tanken om, at andre skal komme til at opleve det, som jeg selv har oplevet,« fortæller Mai.

Knækkede nakken på hunden

Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig og medarrangør af konferencen på tirsdag i Aarhus, understreger, at behovet for at hjælpe kvinder i Danmark mere effektivt ud af vold er akut:

»Der er alt for mange familier i Danmark, hvor der er udstrakt vold, selv om der er politisk vilje til at nedbringe antallet,« siger hun.

Regeringen har som målsætning at nedbringe antallet af gengangere på krisecentre for vold. Men det er ikke ambitiøst nok, understreger hun.

»Mange af de kvinder, der bliver udsat for vold, er livstruede. Derfor skal vi skabe et exitprogram til dem. Der er exitprogrammer for radikaliserede, prostituerede og bandemedlemmer. Men ikke for voldsramte kvinder, som er et mere udbredt problem. Det bør vi rette op på.«

Mai har på sin egen krop oplevet, at volden blev livstruende.

»Min far truede altid med, at hvis jeg fortalte om hans seksuelle misbrug, eller ikke makkede ret, så ville han slå mine søskende, min mor, min elskede hund ihjel. Så ville han slå mig ihjel,« fortæller hun.

Da Mai var ti år, illustrerede faren, at der var alvor bag ordene ved at dræbe hendes hund:

»Jeg elskede den hund. Han havde forsøgt at drukne den, men knækkede i stedet nakken på den. Han sagde, at hvis jeg ikke adlød ham, ville han gøre det samme ved andre.«

Krisecentre er flaskehalse

Et af problemerne i den nuværende lovgivning er, at adgangen til at få hjælp er for snæver.

»Den primære forhindring er, at lovgivningen stadig siger – også med det nye lovforslag – at man skal igennem et krisecenter for at få en særlig tilrettelagt indsats for at komme ud af vold,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

I efteråret 2014 tog regeringen initiativ til en fornyet indsats over for voldsudsatte kvinder. En lovændring i servicelovens paragraf 109. Her vil man blandt andet udvide og styrke familierådgivningen i kvindekrisecentre og styrke overgangen fra krisecentre til en selvstændig tilværelse.

Men krisecentrene har kun plads til 2.000 kvinder ud af de anslået 29.000 voldsramte kvinder.

»Porten til at få den målrettede hjælp er simpelthen for lille. Det er urimeligt, og det gør også, at der er nogle, man aldrig får fat i, for de kunne ikke drømme om at tage på krisecenter,« forklarer Lisbeth Zornig Andersen.

Ifølge Mads Roke Clausen, Mødrehjælpens direktør, skal paragraffen have et gevaldigt eftersyn. For det er et problem, at kvinderne skal igennem et krisecenter, før en målrettet indsats kan sættes i gang:

»Der er ikke nogen tvivl om, at der er behov for krisecentre og nogle har behov for beskyttelse. Men for dem, som er flyttet fra den voldelige mand, og som stadig er påvirket af traumer, er krisecentre et helt forkert tilbud. Der handler det om kvaliteten af den behandling og rådgivning de kan få.«

Men spørger man direktør Susanne Philipson hos Danner, privatorganisation for voldsudsatte kvinder, skal opgaven ikke ligge hos kommunerne men hos krisecentrene.

»Kvinderne har brug for tryghed, og der skal rigtig meget relationsopbygning til. Det er ikke noget, man bare lige gør. Derfor er det noget, som krisecentre, der har erfaringen og kompetencerne, skal gøre. Vi mener ikke, at det er kommunerne, der har kompetencerne eller ressourcerne til at løfte den opgave,« fortæller Susanne Philipson.

Kvinder, der er truet på livet, skal kunne få et nyt CPR-nummer. Sådan lyder det fra Lisbeth Zornig Andersen.

»I de allermest brutale tilfælde, hvor det gælder liv eller død, der har vi simpelthen ikke den ultimative løsning, nemlig at skifte CPR-nummer. Jeg synes, det er dybt urimeligt, at hvis man skifter køn, så kan man skifte CPR-nummer, men hvis man er truet på livet, så kan man ikke,« siger hun.

»Kommunerne har en meget, meget stor del af ansvaret, på nær det med at skifte CPR-nummer. Med den gældende lovgivning har man mulighed for at designe og gennemføre et smukt exitprogram. Det handler om at have viden om vold og afsætte ressourcer til det.«