»Jeg var selvfølgelig hundebange«

Bente West, 93 år, var fra Horsens og søster til modstandsmanden Jørgen Kieler. Hun var selv aktiv i modstandskampen og husede bl.a. John, der sammen med Flammen og Citronen var den mest eftersøgte modstandsmand overhovedet. Hun blev sammen med sin søster fanget af Gestapo og fængslet.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan begyndte dit illegale arbejde?

»Min far og mor havde lejet en lejlighed i Rådhusstræde i København på hjørnet ud mod Nytorv til os søskende Jørgen, Flemming, Elsebet og mig. Hjemme i Horsens boede min far og mor og lillesøster Lida. Vi kom fra en meget dansksindet familie og der var ingen tvivl om, at vi alle ville kæmpe mod nazisterne. Jørgen var den ældste og den fødte leder, men beslutningen om at bekæmpe nazisterne var fælles. Fordi vor lejlighed lå så centralt og fordi vi fire søskende samarbejdede så godt, blev vi snart enige om at bruge lejligheden til jøder og frihedskæmpere.«

Hvordan skete det rent praktisk?

»Fra mand til mand rygtedes det snart, at her var en sikker lejlighed med folk, som man kunne stole på. Så vi fik snart mange jøder, der boede hos os og derpå blev transporteret ned til afskibningsteder i København, hvor frihedskæmpere og hjælpere stod parat. Som regel kom hjælperne midt om natten til vor lejlighed for at hente jøderne og jeg husker ikke, at jeg selv gik med ned til afskibningstederne. Men vor gruppe hjalp mange jøder på den måde med at slippe videre til Sverige. Og det var jo naturligt, at jeg og Elsebet var med fra starten, for det var jo os piger, der skulle rede op til dem, lave mad og ordne alle de praktiske ting. Vi vidste jo også, at disse jøder kun var begyndelsen, og at når de forfulgtes, så ville vi også blive forfulgt.«

Snart gik din bror Jørgen og Flemming ind i egentlig sabotørvirksomhed og blev taget af tyskerne og efter et ophold i Vestre Fængsel sendt til kz-lejr i Tyskland, men du og Elsebet fortsatte jeres arbejde?

»Ja vi gjorde og vi husede efter oktober 1943 ofte frihedskæmpere. Specielt husker jeg John (Svend Otto Nielsen), som kom til os, fordi han levede under jorden og hver nat skulle have et sikkert sted at bo. John kom mange gange til os, og han kunne flygte gennem de smalle gader bag Rådhusstræde og slippe fra tyskerne. Han blev senere taget og tortureret og henrettet af nazisterne. Vi var også aktive med andet illegalt arbejde som f.eks. at fordele tryksager og andet. Samtidig havde vi jo travlt, for vore studier skulle også passes. Jeg studerede til husholdningslærerinde på Suhrs seminarium og Elsebet studerede litteratur på universitetet.«

Bente Vest Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Vidste de på seminariet, hvad du lavede?

»Ja, det gjorde de og de støttede mig på mange måder. Når jeg var væk, så vidste de, at jeg lavede illegalt arbejde. Men til sidst gik det galt.«

Hvordan galt?

»En dag kom vor overbo bestyrtet ned til os på gaden og sagde: ’I må ikke gå derop, for der er tyskere derinde.’ Tyskerne var blevet klar over, at vi brugte lejligheden til at huse frihedskæmpere. Vi rømmede simpelthen lejligheden. Elsebet havde en lærer i litteratur Margrethe Møller, som hun kontaktede og Margrethe Møller fik os placeret hos sig selv og sin 80 årige gamle mor i en lejlighed på Østerbro.«

Hvor længe gik det godt?

»Kun et kort stykke tid, fordi vi blev stukket og Gestapo kom og tog både Elsebet, mig, Margrethe Møller og hendes mor med. Vi blev taget til Vestre Fængsel og udsat for hårde forhør. Vi blev også bragt til Dagmarhus til yderligere forhør. Jeg var selvfølgelig hundebange, men der var også noget uvirkeligt over det, som fik os til at le. Vi blev anbragt i små celler og vi fik en stikker til at bo sammen med, for nazisterne håbede, at vi ville fortælle, hvor frihedskæmpere opholdt sig. Men det vidste vi jo ikke, for af sikkerhedshensyn fortalte man så lidt som muligt. Ja, ofte kendte vi slet ikke navnene på frihedskæmperne, kun deres dæknavne. Men hvor var jeg dog vred over, at nazisterne havde sat mig sammen med en dansk stikker. Det oprørte mig.«

Hvordan var forhørene?

»De blev ved og ved med at spørge og jeg blev sat til at stirre ind i væggen i timevis. De ville have navne og adresser og tonen blev barsk. Men der var ikke meget, vi kunne sige eller fortælle og selvfølgelig ville jeg alligevel ikke have sagt noget. Vi fik ikke besøg, men en dag kom min bror Jørgen rundt med mad og kom ind i min celle og han havde en besked med til mig. Senere sendte de ham og min anden bror Flemming til Porta Westphalica i Tyskland til forfærdelige rædsler i kz-lejren og min far blev også taget af tyskerne.«

Efter tre måneder blev I frigivet?

»Min søster Elsebet stødte ind i en af Fiil-søstrene fra Hvidstengruppen i fængslet på den store trappe og hun sagde til Elsebet: »I dag har de taget min mand, min far og min bror og de har skudt dem. De lever ikke mere.« Det var tyskernes store fangst, mens vi sad i fængslet og derefter faldt deres interesse for os. Og derfor blev vi, tror jeg, løsladt.«

Er der ting som du har fortrudt?

»Det er måske et meget alvorligt ord at bruge ordet fortrudt, men vi følte os skrækkelig bedrøvet over, at vore handlinger førte med sig, at Margrethe Møller og hendes mor blev taget af tyskerne og at Margrethe Møller derpå blev deporteret til en kz-lejr i Tyskland. Det var en tragedie, som tyngede mig siden.«