»Jeg var på vej ind på et konditori for at stjæle en revolver og syntes, jeg ville se lidt pæn ud«

Knud Pedersen, 88 år, var stifter og medlem af Churchill-klubben. Blev fanget og endte to år i fængsel.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg var mest bange om nætterne. Vi boede i klosteret i Aalborg, hvor Churchill-klubben havde sit hovedsæde. Klosteret lå på et hjørne, og det betød, at biler, der kom om natten, skulle sænke farten og ned i gear for at komme rundt. Når de så sænkede farten, lå man der og tænkte, stopper de helt? For på det tidspunkt under besættelsen var det kun Gestapo og læger, der havde biler. Jeg lå på værelse med Karl, der var en ung modstandsmand. Han lavede livsfarligt modstandsarbejde, nemlig radio til England, hvor han rapporterede om våbenkoder til nedkastning. Faktisk sov vi aldrig helt, for vi skulle lige høre, om bilen stoppede. Hvis den gjorde, var det jo om at komme væk. Karl blev senere omringet af Gestapo, mens han sendte radio. Han flygtede op på loftet for ikke at kompromittere den familie, hvis hjem han sendte fra. Deroppe skød han to Gestapo-mænd og derefter sig selv.«

 

Knud Petersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Der er et gammel ord, der hedder, at mine fjenders fjender er mine venner. Og når det drejer sig om krig, er fjender noget, man vil slå ihjel. Det betyder også, at venner får en anden dimension. Det er ikke bare venner, det er nogen, man ofrer sig for. Jeg deler altid krigen op i tre perioder: Der er starten af krigen fra 1940-1942, så er der de to år, hvor jeg sad fængslet i Nyborg fra 1942-1944, og så den sidste tid, hvor jeg igen var på fri fod. Forskellen var, at fra 1940-1942 var det modstandsfolket, der var isolerede, hvorimod det fra 1944 var pro-tyskerne, der var isolerede.«

»Danmark lavede en verdenspolitisk fejl, der betød, at vi aldrig er blevet formelt anerkendt for at være allierede. Jeg har foragt over for de politikere - Stauning, Munch og Vilhelm Buhl. De, der lavede sådan en bommert, var jo kloge mennesker. De var lige så kloge, som politikere er i dag, og jeg tænker med rædsel på, om man kan gå og lave lige så store dumheder i dag. Danske myndigheder udleverede danske borgere til tyskerne. Det ville aldrig være sket i USA, England og Frankrig. Et land, der udleverer egne borgere til fjenden, er det værste overhovedet. Sidste år sagde Helle Thorning-Schmidt, at man ville give 20.000 kroner til frihedskæmpere som erstatning. Så skrev jeg et brev til Mindefonden, hvori jeg foreslog, at vi i stedet for pengene fik en undskyldning. Tænk sig, at de tror, vi er mere tilfredse med en pose penge end en undskyldning. Det endte med, at vi fik pengene sat ind på en konto, men det havde været mere flot og værdigt at modtage en undskyldning.«

»Min største fortrydelse er det, jeg gjorde, der fik mig taget. Jeg var på vej ind på et konditori for at stjæle en revolver og syntes, jeg ville se lidt pæn ud. Så jeg tog min sovekammerkam, der var så stor, at den fyldte hele baglommen, og redte mit hår. Da jeg så næste dag følte mig betragtet på vej hjem fra Katedralskolen, tog jeg igen kammen op for at frisere mit hår. Det var nok til, at jeg blev genkendt. Kammen blev det fældende bevis. Jeg fortryder den forfængelighed, og jeg skammer mig, for det var jo ikke nogen særlig heltemodig gerning. Jeg aner ikke, hvor kammen blev af, men den skulle egentlig være endt på Frihedsmuseet.«

Fortalt til Pernille Dreyer.

Knud Pedersen er siden interviewet afgået ved døden.