Jeg var i krig for Hitler

Danske Jens Berg kæmpede mod russerne på Østfronten under 2. verdenskrig.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I foråret 1941 gav Adolf Hitler ordre til den største og mest blodige millitæroffensiv i verdenshistorien: Operation Barbarossa. 4,5 mio. soldater i naziuniform blev sendt mod Moskva til kulde, mord og lemlæstelse.

Danske Jens Berg var en af dem.

Omkring 1.000 mænd fra det danske mindretal i Nordtyskland blev tvunget til at kæmpe for Værnemagten og måtte til fronten under 2. verdenskrig. 89-årige Jens Berg er en af de få, der stadig er i live. Først nu er han klar til at fortælle sin historie i bogen ’Fanget på Østfronten’, der netop er udkommet.

Det er en historie om brutale ildkampe, umenneskelige tragedier og et uhyggeligt ophold i en russisk krigsfangelejr. Men det er også en beretning om en ung mand, der forsøger at få det bedste ud af det, skæbnen har budt ham.

Jens Berg voksede op som en del af det danske mindretal i Nordtyskland. Hans far var fra Vestpreussen, moderen var dansk. Hele familien var medlem af Den Danske Forening. I landsbyen Agtrup, ti kilometer fra den danske grænse, blev der både talt dansk og plattysk.

Jens Berg var ikke begejstret for nazismen, men da krigen brød ud i 1940, havde han ikke noget valg: Han skulle i krig som tysk værnepligtig.

- Det var en selvfølgelighed. Og det var en pligt. Mine ældre brødre var jo soldater. Skulle jeg så gå hen og være anderledes? Det var ikke en mulighed. Jeg ville jo heller ikke lade andre i stikken, siger Jens Berg.

B.T. møder ham i hans hjem i Løgumkloster få kilometer fra den tyske grænse. Det var her på den danske side af grænsen, han som 19-årig dansktalende soldat første gang gjorde tjeneste, på det der blev kaldt ’flødeskumsfronten’.

Sendt til Østfronten

Den danske sommer gik dog hurtigt på hæld og i efteråret 1941 blev Jens Berg sendt til Østfronten og tildelt et tungt maskingevær. Kompagnichefen var en spinkel mand med store briller. Hans besked var klar: Hvis soldaterne svigtede foran fjenden, ville de blive skudt.

Jens Berg var en lille brik i Hitlers vanvittige plan om at udvide det stortyske rige helt til Moskva. Resultatet blev en udmattende krig på Østfronten, der kulminerede i slaget om Stalingrad, som regnes for det blodigiste slag i verdenshistorien. Omkring 15 mio. tyske og russiske soldater blev slagtet eller døde af sult og kulde.

13. november 1941 fik Jens Berg sin ilddåb. Under et angreb på en by, svarede russerne igen med granatkastere.

- Alt blev til et inferno af eksplosioner. Kompagnichefen, der havde truet med at skyde os, var helt bleg og så sølle ud. To af hans officerer var blevet hårdt såret. Jeg følte mig faktisk godt tilpas. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har været lidt bange for den følelse, og jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor jeg havde den, siger han i dag om det blodige angreb, hvor 21 blev såret og fire dræbt.

Overværede henrettelser

I bogen ’Fanget på Østfronten’ beskriver Jens Berg nogle af de umenneskeligheder, han fik helt tæt ind på livet. Sammen med to kammerater blev han på et tidspunkt bedt om at undersøge et buskads.

- Det viste sig, at der var fem russere. De løb forvildede omkring og jeg havde et maskingevær. Men det var min kammerat, der skød dem. Jeg ville ikke have gjort det, siger Jens Berg.

Kompagniet indtog en lille by nær Moskva. Jens Berg fik til opgave at bevogte et lille hus, hvor der stadig boede 14 sårede russiske soldater og 4 kvinder der passede dem.

Snart blev huset angrebet.

- Min kammerat blev skudt direkte i hovedet og faldt død om.

Jens Berg flyttede det tunge maskingevær til en bedre stilling og gav sig til at beskyde russerne.

- Jeg kunne nemt overskue terrænet og se hvordan de kom løbende.

Skød du nogen?

- Jeg skød en gang i mellem, når de kom for tæt på, men jeg ved ikke om jeg ramte nogen.

Efter en lang dag med skududvekslinger trak Bergs kompagni sig tilbage, men inden tyskerne tog flugten, satte de ild til huset med de 14 sårede russere. Jens Berg sænker stemmen, da han fortæller om den grusomme begivenhed.

- Det var nødvendigt for at se om russerne angreb. Jeg håber bare, at de civile koner er kommet ud. Men de sårede soldater, de kunne jo ikke løbe ud.

Fanget af russerne

Samme vinter blev Jens Berg såret i armen. Det var held i uheld, for et betød at han undgik slaget om Stalingrad, hvor gennemsnitslevetiden for en nyankommen soldat var 45 minutter.

Da han kom til hægterne fik han til opgave at bevogte russiske krigsfanger på en base i Berlin. Senere blev han sendt tilbage til Ukraine, men denne gang fik han den fredelige opgave at fragte reservedele rundt på motorcykel bag fronten. Han endte dog igen som frontsoldat – nu som del af mandskabet ved en anti-panser-kanon.

I vinteren 1944 kom han i en dramatisk ildkamp, der endte med at mandskabet måtte spænde kanonen for en bil og flygte så hurtigt de kunne. Jens Berg blev en af de mange tyske soldater, der den vinter var på flugt fra de fremrykkende russere. Kanonen kørte fast, kompagniet blev splittet og til sidst var Jens Berg alene på flugt mod vest. I et skovbryn rendte han ind i en gruppe russiske soldater. De skød efter ham, og til sidst måtte han overgive sig.

- Min far har lært mig, at man ikke skal vise frygt, så jeg gik hen imod dem uden armene i vejret. Officeren kom hen til mig og rakte mig hånden. ’Velkommen, kammerat,’ sagde han på tysk. Hvorfor gjorde han det? Måske fordi jeg ikke var bange.

Tæsket halvt ihjel

Som tysk krigsfange blev Jens Berg sendt i krigsfangelejr. Forholdene var elendige, og Jens Berg kom til at lide af både underernæring og malaria. Helt galt gik det, da han på vej hjem fra en arbejdslejr blev væk fra de andre. Fangevogterne troede, at han havde forsøgt at flygte.

- De kom fire mand og begyndte at skælde mig ud for at være facist og nazist. Jeg skulle lægge mig ned, og så slog de mig med deres geværkolber. Den ene slog så hårdt at geværet brækkede halvt af, og det var næsten det værste, for han blev ved med at slå mig i brystet med det brækkede gevær. Jeg afværgede med venstre arm, men alle mine ribben gik i stykker. Hver gang jeg rejste mig, gik jeg halvtreds meter, og så slog de mig ned igen, siger Jens Berg.

Dagen efter kunne han ikke rejse sig. Den venstre arm, som han havde brugt til at afværge slagene, var stærkt medtaget.

- Min arm blev tykkere og tykkere. Der var en tysk kommunist i lejren, som hjalp mig. Han pressede materie ud hver dag af de huller, der var i armen. Havde han ikke gjort det, var armen nok faldet af. Senere blev jeg opereret af en tysk læge, der skar hele armen op og skar det døde kød af.

Da armen var helet, troede Jens Berg, at han ville blive sendt tilbage til arbejdslejr. Men i 1945 blev Jens Berg og andre sårede fanger løsladt og kunne vende hjem til Tyskland, mens andre fanger måtte blive yderligere seks-syv år i fangelejren.

Siden flyttede han til Danmark, blev dansk statsborger og fik en uddannelse ved Landbohøjskolen. Han var i mange år centerleder ved Sønderjysk Familielandbrug. I dag er han pensionist og bor med sin hustru Anna i Løgumkloster. Parret har fire børn og 14 børnebørn.