»Jeg tror ikke, det var meningitis, der slog Mathias ihjel«

16-årige Mathias døde af meningitis, selv om han med al sandsynlighed kunne have overlevet uden varige mén, hvis lægerne havde givet ham antibiotika i tide. Men Mathias' far, Niels Boje Lund, er hverken vred på lægerne eller hævntørstig. Han mener nemlig, at skylden ligger et helt andet sted.

Ved stuekrogen mod syd opbevarer Niels Boje Lund mange minder om Mathias. Hans dvd-er, yndlingssko, fodboldpokaler, børnebøger og ting, han har lavet i skolen. Niels Boje tænder altid lys for Mathias. Thomas Lekfeldt

Mathias lå i sengen og så ud, som om han sov. Hans kinder var røde, og han havde hospitalstøj på. Over hans mund og underansigt var der en maske med en slange i, som var koblet til respiratoren.

Det var vist godt vejr. Niels Boje Lund er ikke helt sikker, men han tror nok, det var en lys og klar solskinsdag. Når han kiggede ud af vinduerne, kunne han se over til fødeafdelingen, hvor Mathias var kommet til verden for snart 17 år siden. Han kunne se folk gå ind og ud ad Rigshospitalets hovedindgang og biler køre til og fra.