»Jeg tror, folk opfatter den som en 'gå hjem og slap af og tag en panodil, så er du nok frisk i morgen'-sygdom«

Lykke Rahbek Poulsen er 42 år og har en funktionel lidelse. Hendes smerter flytter sig rundt i kroppen og gør hende så syg, at det har kostet hende ægteskabet.

Lykke Rahbek Poulsen lider af fibromyalgi, en funktionel lidelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Anthony Nielsen

Lykke Rahbek stod og børstede tænder.

Det næste øjeblik vågnede hun op med tænderne banket ned i dørkarmen.

»Jeg var begyndt at besvime af smerte. Jeg har følt mig syg det meste af mit liv, men på et tidspunkt fik jeg det så dårligt, at jeg havde svært ved at få mit liv til at hænge sammen. Da jeg begyndte at besvime, kunne jeg ikke ignorere min sygdom længere,« siger Lykke Rahbek Poulsen.

Skraldespandsdiagnose

Hun er 42 år og arbejder til daglig som laborant i en stor medicinalvirksomhed. Lykke Rahbek Poulsen fik diagnosen Fibromyalgi i 2012 efter hun gennem en lang årrække blev undersøgt på kryds og tværs.

»Jeg har fem låste ryghvirvler, der forhindrer mig i at trække vejret, men en scanning viser, at alt er normalt. Jeg kan have lyst til at hive mine tænder ud for at få smerterne i dem til at gå væk, men tandlægen siger, at jeg ikke har et eneste hul. Min smerte er en brændende og murrende følelse, som bevæger sig rundt i kroppen, og den er der hele tiden,« siger Lykke Rahbek Poulsen.

Lykke Rahbek Poulsens diagnose hører ind under samlebetegnelsen funktionelle lidelser. Flere patientorganisationer er kritiske over betegnelsen, fordi personer med forskellige fysiske symptomer bliver puljet sammen til behandling indenfor psykiatrien. For Lykke Rahbek Poulsen var det en blandet fornøjelse at få diagnosen.

»Det var rart at få en diagnose, som jeg følte passede. Men jeg blev også ked af det, for jeg havde hørt om den. Jeg opfattede den som en sygdom, man helst ikke vil have, for den stiller en rigtig dårligt. Der er ikke nogen, der tror på, at du har den. Jeg tror, folk opfatter den som en »gå hjem og slap af og tag en panodil, så er du nok frisk i morgen«-sygdom,« siger Lykke Rahbek Poulsen.

Børnene betaler den højeste pris

Da hendes sygdom for alvor brød ud, havde hun små børn og et job, hun brændte for, ofte med en arbejdsuge på 50 timer. Hun var en perfektionistisk mor, der desuden var klar til fest, når veninderne ringede og inviterede. Nu ser hendes liv anderledes ud.

»Det er nok mine børn, der betaler den højeste pris. Jeg er afhængig af, at de støvsuger og bærer de tunge indkøb, for jeg kan ikke selv, og så er jeg ikke altid en særlig sjov mor,« siger Lykke Rahbek Poulsen.

Lykke Rahbek Poulsen lever med sine egne ord et lidt isoleret liv. Veninderne ringer ikke længere og inviterer hende med i byen, for de er vant til, at hun ikke tager med, og hendes mand gennem 17 år blev hun skilt fra, fordi hun ikke havde overskud til at være noget for ham. Lykke Rahbek Poulsen arbejder stadig fire dage om ugen, og hun kalder selv arbejdet for sin medicin.

Hendes chef har spurgt hende, om hun vil have en ekstra fridag, men det vil hun ikke.

»Jeg har ikke lyst til at få en paragraffridag mere, for så er jeg kun på arbejdspladsen tre dage om ugen, og hvilken værdi har jeg så for virksomheden? Jeg er bange for, at jeg bliver det svageste led og ryger ud, jeg håber, at jeg kan blive ved med at arbejde. Det er min drøm,« siger Lykke Rahbek Poulsen.

Hun har også taget medicin i en mere traditionel forstand. Ni psykiatriske medikamenter har hun prøvet på to år, men nu vil hun ikke afprøve flere.