»Jeg tror, at man godt kan forsvinde, hvis man er én ud af 1.000 børn«

På en lille skole kan man lettere tage hensyn til børn med særlige behov, fordi alle kender alle, mener man på lille folkeskole, der skal lukke til sommer.

Når det bliver sommerferie, er det for altid slut med frikvarterer med leg i skolegården på Hadsundvejens Skole i Randers. Den lille skole lukker, og børnene skal over på andre af byens folkeskoler eller privatskoler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Der er sket meget siden 1913. I de første mange år var der pigeskole, så blev tyske flygtninge indkvarteret, og dernæst husede skolen efterkrigstidens store børneflokke. Men nu er det altsammen historie. Når dette skoleår er ovre, er det for altid slut med fodbold i skolegården og graffiti på toiletterne på Hadsundvejens Skole i Randers.

Som så mange andre folkeskoler i dette land må den gamle skole i Randers dreje nøglen om. Vigende elevtal og en voksende tro på stordriftsfordele fik første gang lukningstruslerne til at samle sig som sorte skyer over skolens tage kort efter årtusindeskiftet. »De mange lukningstrusler har ikke virket befordrende for at tiltrække nye elever,« konstaterer skoleleder Thomas Kold tørt. »Rigtig mange elever forlod skolen i de år, fordi de troede, at den skulle lukke.«

Med lukningen er der snart kun privatskoler tilbage i Randers midtby. De har til gengæld kronede dage. På syv ud af otte privatskoler er der ventelister, som bare vokser, viser en rundringning til kommunens privatskoler, som Randers Amtsavis foretog i januar i år.

»Vi har landets største privatskole som nabo, og vi afleverer i forvejen en tredjedel af vores elever i skoledistriktet til privatskolerne,« forklarer Thomas Kold.

»Vi er lidt ude i tovene over det«

Mette Mønster, der er mor til to drenge på Hadsundvejens Skole, har også fået sine børn skrevet op til privatskolerne, men hun er ikke optimist.

»Man kan ikke komme ind der, for der er lange ventelister. Allerede dagen efter, byrådet havde truffet beslutningen, var de første elever væk. Vi er lidt ude i tovene over det,« siger hun.

For Mette Mønster er der klare fordele ved at have haft sine børn på en lille skole.»Alle kender alle. Det er en god idé at have små og store børn gående sammen, for de lærer af hinanden og oplever en anden sammenhæng i livet. Samtidig er det lettere at lave inklusion. Folkeskolen skal rumme mange børn, der er udadreagerende og skal tages på en speciel måde. Når lærerne kender dem, er det lettere at tackle dem på den rigtige måde. Hvis der er fire klasser på en årgang, så tror jeg ikke, at man kender børnene på samme måde. Jeg tror, at man godt kan forsvinde, hvis man er én ud af 1.000 børn.«

Thomas Kold oplever også, at det er lettere at tage hensyn til børn med særlige behov på en skole, hvor alle kender hinanden. Og det er nødvendigt på Hadsundvejens Skole, der har det næstmest belastede skoledistrikt i kommunen.

»Vi har en del børn her, der har diagnoser og er socialt udsatte. Det er vi rigtig gode til. På et lille sted kender alle hinanden, og vi rummer utroligt mange børn her, som ville have det svært på en stor skole. Man er meget mere sammen på en lille skole, og jeg kan næsten alle børn ved navn,« forklarer han.

Omvendt er der også ulemper ved lidenheden, erkender skolelederen.

»Det er lidt svært at få faglig sparring fra kolleger, når man kun er én tysklærer og én fysiklærer. På de store skoler har de fagudvalg, og det kan vi ikke have, så nogle af vores lærere går glip af den daglige samtale, hvor man går og snakker om nyheder inden for faget og opildner hinanden,« forklarer han.

Men nu er beslutningen truffet, og alle på skolen forsøger at gøre det sidste skoleår så normalt som muligt efter en turbulent tid, forklarer Thomas Kold:

»Der var noget larm og ballade og demonstrationer, inden beslutningen blev truffet. Mange elever var også kede af det. Men generelt har forældrene det sværere, end eleverne har. Børnene synes også, det er lidt spændende.«