»Jeg tænkte kun på mig selv og mine muskler«

39-årige Ditlev Traasdahl Madsen havde megareksi i 13 år. »Jeg tænkte kun på at blive større og større,« siger han.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ditlev Traasdahl Madsen havde overarme som træstammer. Alligevel så han en lille splejs i spejlet.

»Jeg kunne ikke selv se, hvor stor jeg var. Jeg blev faktisk sur, når folk kommenterede på, at jeg var pumpet, for jeg troede ikke på dem,« siger han.

Ditlev startede som stor teenager med at træne, fordi han gerne ville score piger. Men hurtigt blev musklerne vigtigere end pigerne.

»Dybest set handlede det om, at jeg var bange for at blive overset. Jeg ville gerne have respekt og opmærksomhed, og af en eller anden grund troede jeg, at det hang sammen med, hvor stor jeg var,« fortæller han.

Hurtigt tog de strenge kost- og træningsvaner magten over Ditlevs hverdag.

»Jeg trænede to timer dagligt og spiste proteinholdig, fedtfattig mad hveranden time. Desuden fyldte jeg mig med steroider og andre stoffer, der kunne hjælpe mig med at blive større. Alle mine tanker handlede om at få større muskler. Det var omvendt anoreksi - jeg vejede mig hele tiden, og nålen skulle gerne gå opad,« fortæller han.

Gik nålen på vægten nedad efter for eksempel en omgang slem influenza, gik Ditlev Madsen helt i panik.

»Jeg følte jo, at jeg blev fed, og jeg kunne ligefrem mærke, hvordan armene skrumpede ind. Så måtte jeg træne endnu mere, indtil jeg følte mig ok igen.«

Megareksien kostede ham både venskaber og den store kærlighed.

Et tomt liv

»Jeg kunne for eksempel flippe fuldstændigt ud, hvis der blev serveret noget fedt. Og så var jeg enormt egocentreret. Jeg kunne simpelthen ikke rumme andet end mig selv og mine muskler, så jeg har ikke været sjov at være i nærheden af,« siger han.

Ditlev fik mange muskler og arbejdede da også som dørmand og mandestripper.

»Udadtil har jeg nok virket som en blærerøv, men indeni var der tomt og dårligt selvværd,« siger han.

Selv ikke en hjerneblødning og lægernes advarsel fik ham til at stoppe med steroider, hård træning og streng diæt. Først da en blodprop for nogle år siden gjorde ham lam, lagde han livet om.

»Jeg ærgrer mig sådan over, at jeg ikke brugte alle de år på uddannelse, oplevelser, venner og kærlighed. Det var et tomt liv. Paradoksalt nok har jeg aldrig haft det bedre end i dag, hvor det eneste træning, jeg laver, er genoptræning for at kunne bevæge mig bedre.«

Ditlev Madsen er i dag førtidspensionist efter sin blodprop og holder foredrag rundt om i landet for skoleelever og andre interesserede om megareksi og steroidemisbrug.