»Jeg synes, mine lår er for store«

På Sct. Jørgens Skole i Roskilde er eleverne i 8. klasse blevet undervist i, hvordan deres kropsopfattelse bliver formet af reklamer og modeblade. Alligevel føler flere af eleverne sig for tykke.

Astrid Busch, 15 år, er ikke tilfreds med sin krop: »Jeg vil gerne indrømme, at jeg føler mig for tyk. Mine klassekammerater vejer mindre end mig og ser mindre ud. Jeg har prøvet at tabe mig, men det går altid galt. Hvis jeg kunne, ville jeg ændre alt ved min krop. Jeg vil gerne være den tynde frem for den tykke i skolen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Skal det forbydes at gøre modeller i reklamerne tyndere og smukkere ved hjælp af billedmanipulation?

Ved at diskutere fiktive lovforslag og forbud mod for eksempel brug af retouchering i modemagasiner og reklamer har eleverne på ottende klassetrin på Sct. Jørgens Skole i Roskilde fået en bedre forståelse af, hvordan deres idéer om den perfekte krop er blevet til. Samfundsfagslærer Rasmus Enemark har undervist sine elever via bogen »Kend din kropspolitik« som en blød indgang til samfundsfaget.

»Undervisningsmaterialet indeholder samfundsfagsaspekter som lovstof, og samtidig berører det et emne, som vi ved, eleverne er meget optagede af. Vi ved også, at forældrene går meget op i deres børns krop og er meget bekymrede for overvægt, så der er både pres på eleverne fra dem selv, deres kammerater og deres forældre, når det gælder synet på deres egen krop,« siger Rasmus Enemark.

Men selv om de er blevet undervist i, at mange faktorer påvirker deres egen kropsopfattelse, er flere af de unge utilfredse med deres krop og føler sig for tykke.

15-årige Lubna Houmark er én af de piger i klassen, der ville ønske, at hendes krop så anderledes ud.

»Jeg er tilfreds med min talje, men jeg synes, der sidder lidt hvalpefedt hist og her. Især når vi bevæger os ned mod hofterne. Der er det lidt for bredt, og mine lår er lidt for store,« siger hun.

Forslag er stof til eftertanke

 Det er biolog Line Stald og medicinhistoriker Morten Skydsgaard fra Steno Museet i Aarhus, der har skrevet bogen »Kend din kropspolitik«, som er rettet mod elever fra 6. til 10. klasse. Undervisningsmaterialet søger via forskellige og fiktive lovforslag at få eleverne til at diskutere og tænke over, hvordan deres egen kropsopfattelse bliver påvirket. For eksempel forbyder et af de fiktive lovforslag billedmanipulation i reklamer.

 »Lovforslagene skal få de unge til at reflektere over, hvorfor de tænker, som de gør om deres krop. For eksempel at deres kroppe ikke kan være perfekte som modellerne i modeblade. Det er et kropsideal, som modebranchen har skabt via billedmanipulation,« siger Line Stald.

 Bogen er blevet sendt ud til cirka 200 skoler, og de foreløbige evalueringer fra underviserne er positive.