»Jeg stoler på dig«

Sociale netværkstjenester buldrer frem på nettet. Men det er langt fra alle, der behøver at bruge tid på dem.

»Since you're someone I trust, I'm inviting you to join my network on LinkedIn.«

Denne eller lignende beskeder er dukket op i over ni millioner mailbokse globalt - alene i Linkedins netværk. Og flere nye sociale netværk af samme type kommer til.

Senest har hjemmesiden Kommunikationsforum.dk lanceret en ny netværkstjeneste for folk i kommunikationsbranchen.

Sociale netværkstjenester er ikke et nyt fænomen på nettet, men der er en klar tendens til, at flere og flere danskere bliver en del af et socialt - enten professionelt eller privat netværk på nettet. Det fortæller Christian Waldstrøm, ph.d., adjunkt og netværksforsker på Handelshøjskolen i Århus.

- Der findes ikke nogen samlede tal for udviklingen, men der er helt klart en stigende tendens til at folk melder sig ind i forskellige sociale netværk på nettet, siger Christian Waldstrøm.

Den mest populære professionelle netværkstjeneste, LinkedIn, har i dag over ni millioner profiler på verdensplan og knap 200.000 danske brugere.

Nye netværk dannes

Seneste skud på netværksstammen er Kforums profilnetværk - en social netværkstjeneste som er rettet mod folk i kommunikationsbranchen, fortæller redaktør på kommunikationsforum.dk, Timme Bisgaard Munk.

- Vores tjeneste er en blanding af Arto.dk for voksne og LinkedIn. vi synes at LinkedIn er for kedelig og upersonlig. Hos os får vores medlemmer en platform, hvor de kan dele links, blog, feeds, filer og meget andet. På den måde er det meget mere end blot en visitkorttjeneste, siger han.

For Timme Bisgaard Munk handler det om at binde folk sammen om viden. Et eksperiment der fjerner sig fra de globale og altomfavnende netværkstjenester hen imod de mere brachespecifikke og lokale.

- Vi har forsøgt at skabe et mikromyspace på dansk, hvor alles relationer er gennemsigtige, og hvor folk ikke kun læser artikler, men også selv bidrager med viden. Vi synes det er vigtigere at kende 300 mennesker i din egen branche end 80 millioner mennesker på LinkedIn, siger Timme Bisgaard Munk.

Ifølge ham går tendensen mod, at alle har en profil på nettet.

- Se bare de unge. Hvis du ikke har en profil på Arto.dk, eksisterer du ikke. Fremtiden er, at alle har en virtuel tvilling. Vi bliver nødt til at være virtuelt tilgængelige på en eller anden måde, siger han.

Netværksforsker Christian Waldstrøm tvivler dog på, om netværkstjenester er for alle.

- Menigmand skal da overveje, om ikke kræfterne kunne være brugt bedre på at pleje relationer i den gode gammeldags forstand, siger han og fortsætter.

- Mange af dem, der skriver bøger om netværk og anbefaler, at man skaber sig en karriere gennem sit netværk, er ofte såkaldt frie agenter, freelancere, som er dybt afhængige af at have et bredt netværk. For dem og specifikke brancher er et godt netværk utroligt væsentligt. Men personligt bør man overveje med sig selv, om det er det rigtige sted at bruge sin tid, siger Christian Waldstrøm.

Netværk kræver en indsats

Tid og ikke mindst lyst til at give noget af sig selv er nemlig afgørende for, at man får glæde af sit netværk. Det mener netværkseksperten Abelone Glahn, der er foredragsholder og forfatter til bogen, 'Dit professionelle netværk'.

- Du er ikke en god netværker, hvis du opbygger et netværk, som du kun kontakter, når du har brug for det. Du skal være villig til at bidrage uopfordret og bruge tid på at vedligeholde dine kontakter, siger hun.

Ifølge Abelone Glahn, er det heller ikke nogen fordel, at have læssevis af kontakter i sit netværk.

- Jeg råder folk til at gå efter kvalitet frem for kvantitet. Man kan blive helt grebet af at få invitationer, men du risikerer at fremstå utroværdig, hvis du bare tager imod en hvilken som helst invitation. Jeg siger altid nej til dem, der ikke har ulejliget sig med at skrive en personlig begrundelse for, at de gerne vil være i netværk med mig, siger hun.