»Jeg smed penge af sted til Læger Uden Grænser og vil derudover insistere på de mindre dagsordners ret. På de daglige værdikampe«

Berlingskes debatredaktør, Anne Sophia Hermansen, gør status over debatåret 2016.

Anne Sophia Hermansen, Berlingskes debatredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ã?l

Kan man gå til hofbal i en moderkage? Hvad er danskhed? Og er det ligestilling at bløde frit i sine stramme, hvide jeans?

Det var nogle af de ting, vi debatterede i 2016. Et år, der blev indledt af et masseoverfald på kvinder i Köln nytårsnat.

Masseoverfaldet igangsatte en voldsom debat og et gigantisk feministisk selvmål i danske medier. I stedet for at fordømme voldsmændenes uacceptable adfærd blev den relativeret af blandt andre feministen Sanne Søndergaard, der frejdigt skrev på Facebook:

»Kan forstå, at nogle hvide mænd er oppe at køre over, at nogle brune mænd har raget på nogle hvide kvinder. Rolig nu altså; kvinder af alle farver tager på Roskilde til sommer og bliver raget på af hvide mænd. Så der kan hvide mænd vinde ejendomsretten over kvindekroppen tilbage. Problem solved!«

Klart nok, et kvalmt og koordineret sexovergreb nytårsnat var sammenligneligt med et klap i måsen under en koncert med Marie Key.

Feminister i parallelunivers

Da David Bowie kort efter døde, var den også gal. Der blev nemlig sørget alt for meget over den vestlige, hvide mand, og det var helt ude af proportioner, mente flere, for Whitney Houston fik ikke den samme opmærksomhed. Og det måtte jo handle om køn og sikkert også om racisme. 2016 demonstrerede, at mange danske feminister lever i en slags parallelunivers, hvor lighed er en besættelse, og proportioner ikke eksisterer. Hvor ekstreme hændelser relativeres og bortforklares, mens helt almindelige valg og præferencer udlægges som diskrimination og undertrykkelse.

Årets sjoveste eksempel på en derangeret ligestillingskamp blev leveret af to kvinder i bogen »Gennemblødt«. Her argumenterede de for, at et menstruationsbind er en feministisk kampplads og tamponer et udtryk for patriarkalsk undertrykkelse. Modsvaret til det hele var friblødning, altså at bløde frit ned i trusser, på sofaer og i det offentlige rum.

2016 var det år, hvor ligestillingsdebatten fik sin hidtil værste midtvejskrise, og meget symbolsk gik Kvinfo ud af året uden direktør.

Vi måtte også efterlade Prince, Umberto Eco, Harper Lee, Trille, Leonard Cohen, Dario Fo, Anker Jørgensen og Mads Holger i 2016. Må sidstnævnte være et sted med smukke kvinder i lange kjoler, chablis og lanciers. At et menneskes død kan udløse voldsomme reaktioner, så vi flere gange. Journalisten Signe Wenneberg kom til at skrive en klumme, der handlede for meget om hende selv og for lidt om Mads Holger, og så var fanden løs i Laksegade. Ligesom det var for galt og forargeligt, at mange blev mere berørt over terror i Nice end i Sydsudan.

Forargelsesafhængighed

Den lidelse, der hærgede mest på Facebook, handlede således om forargelsesafhængighed. Der var hele tiden noget galt og for galt, og der var da også meget galskab i 2016. For hvad skete der i England, da briterne stemte sig ud af EU? Hvorfor blev det Trump og ikke Hillary? Hackede russerne valget? Og hvordan gik det til, at vi året forinden havde set DF blive landets næststørste parti og danskerne sige nej til retsforbeholdet?

Ord som »postfaktuel« og »populisme« dukkede op alle vegne, og vi er slet ikke færdige med at analysere på begivenhederne. Var det folkets triumf over eliten, løgnens sejr over sandheden, eller var det en helt naturlig reaktion på et fravær af løsninger og fremdrift og et vildt, men berettiget had til den politiske klasse?

Safe to say, der var nok at snakke om, og der kommer kun mere i 2017. Det skal anbefales meningsdannere og politiske kommentatorer at påbegynde det nye år med en solid detox i Sønderjylland, hvor fædrelandskærlighed er en stærkere værdi end multikulturalisme, hvor arbejdspladser forsvinder til fordel for globaliseringen, integrationen har svært ved at lykkes, og uddannelsesinstitutioner tager ungdommen med sig til de større byer. Måske kan det lede til bedre analyser i medieboblen.

Nedgroede debatnegle

Og selv om vi diskuterede meget, fik vi selvfølgelig ikke talt nok om de vigtige ting, dvs. om Aleppo og klimaet. Det blev i al fald pointeret igen og igen i talrige Facebook-tråde om alt fra Myto-Manus selvbiografi til Thyra Franks ministerpost, bebyggelsen af Amager Fælled, kønsopdelt svømmeundervisning, kontanthjælpsloftet, uddannelsesloftet, Pokémon Go og skatteyderbetalt morgenmad i skolerne.

Pointeret af den ene nedgroede debatnegl efter den anden, som ved at kritisere andres engagement demonstrerede hver eneste dag året rundt, at vedkommende sidder i sin helt egen åndeligt ophøjede kongeloge uden latterlige first world problems.

Men vedkommende havde jo ret. Aleppos kollaps er skamfuldt og chokerende, og hvad fanden skal vi stille op? Synge PH-viser og gå i fakkeltog?

Jeg smed penge af sted til Læger Uden Grænser og vil derudover insistere på de mindre dagsordners ret. På de daglige værdikampe og debatter om kultursammenstød, køn, uddannelse, julepynt, frikadeller, børneopdragelse og adfærd i det offentlige rum. På, at vi spørger hinanden, hvad det vil sige at være menneske, dansk, humanist, borger, dannet, og hvad det gode liv er.

Og selvfølgelig skal der også være plads til at diskutere, om Ghita Nørby kan gå til hofbal i en moderkage. For det er kun et lykkeligt folk, der beskæftiger sig med det.