»Jeg ser mig selv som frihedskæmper«

Som 19-årig stod han anklaget for et bankrøveri i Nordsjælland, men flygtede fra politiet på bare fødder. I mange år tjente han penge på guldsmugleri til ulandsprojekter i Indien og Guatemala. Han ledede nedkastningen af fire tons våben i Vestbengalen og har siden været eftersøgt af Interpol. Nu risikerer han som den første dansker i årtier at blive udleveret til Calcuttas berygtede fængsel. Selv kalder han sig frihedskæmper. Mød Niels Christian Nielsen, alias BARFODSRØVEREN, alias Kim Davy, alias Niels Holck PDF: De kalder mig terroist

Niels Holck, som han ser ud i dag. Øverst på modstående side et pasfoto, brugt da han var eftersøgt af Interpol. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Sæderup

Han har lige bestilt en vegetarsalat på Cafe Katz i Københavns indre by, da hans mobil ringer.

»Undskyld, jeg må lige ... det er min mor,« smiler han undskyldende. »Jamen, det var da godt, at du fik svar,« siger han og afslutter samtalen for igen at koncentrere sig om journalisten.

»Min mor har fået svar på sit brev til justitsministeren. Både hun og min kone Sandra har skrevet til Lene Espersen og bedt hende om at lade være med udlevere mig til Indien. Min mor er konservativ ligesom ministeren,« forklarer Niels Holck.

Myten Niels Holck, som er blevet kaldt en af verdens mest eftersøgte mænd og karakteriseret som farlig terrorist, ligner alt andet. Lattermild, drenget, spinkel og slank går han om bord i gedeosten på cafeen, som ligger belejligt lige ved Snaregade, hvor hans husbådsvirksomhed, Waterliving, har kontor.

I dag er han midaldrende, selvom han ikke ser sådan ud. Han snakker glad om virksomheden, sit øko-kollektiv ved Hillerød og sin fireårige søn, som hellere vil se film sammen med far end børne-TV.

Men idyllen kan snart få ende. Statsminister Anders Fogh Rasmussen er tilsyneladende indstillet på at udlevere den 46-årige dansker til retsforfølgelse i Indien, som i årevis har krævet ham udleveret. Niels Holck bliver i givet fald den første danske statsborger, så langt tilbage nogen kan huske, der bliver udleveret til et land udenfor EU og Norden.

Under et officielt besøg for nylig i Indien stillede statsministeren på indisk TV i udsigt, at Niels Holck kunne udleveres, hvis Indien garanterede, at han blev ordentligt behandlet og ikke blev henrettet.

Hvis Holck bliver udleveret, ender han sandsynligvis i et af Indiens mest berygtede fængsler, Presidency Jail i Calcutta, hvor lægebehandling, mad og en seng at sove i langt fra er selvfølgeligheder. Det danske justitsministerium kræver dog også en garanti for, at han senest tre uger efter en domsafsigelse sendes tilbage til Danmark til afsoning her i landet.

I december 1995 sad Niels Holck, eller Kim Palgrave Davy, som han dengang hed ifølge sit falske newzealandske pas, sveddryppende på en umage metalbænk i lastrummet i et lille russisk bygget propelfly undervejs fra Bulgarien mod Vestbengalen i Indien.

Han svedte, fordi han lige var blevet færdig med at pakke fire tons våben i tre store net, herunder 300 Kalashnikov-geværer, to snigskyttegeværer, 25 pistoler, ti raketter, 300 granater og håndgranater og 23.600 projektiler til en værdi af 165.000 dollars. Hvert net var forsynet med en faldskærm, som skulle sikre, at våbnene landede sikkert, når de blev dumpet ud i natten.

Flyets fem mand store besætning var russere, og ud over Niels Holck befandt en inder, Deepak Singh, og en britisk våbenhandler, Peter Bleach, sig om bord.

Stemningen var anspændt. Den russiske pilot havde aldrig før gennemført en nedkastning. Bleach, som var gammel militærmand og tidligere efterretningsofficer, stod i cockpittet og forklarede russeren, hvordan han skulle gøre. Imens bevægede loadmasteren sig rundt i lastrummet fastspændt med en line, så han ikke risikerede at blive suget ud af flyets bagsmæk, når den blev åbnet.

Når de nærmede sig destinationen, skulle de dykke ned til 1.000 meter over jorden. Når piloten så et stort bål, og koordinaterne stemte, skulle han foretage en kraftig stigning, så nettene gled ud ad bagsmækken i halepartiet, trukket ned af tyngdekraften.

Våbnene var tiltænkt befolkningen i Purulia, et mindretal i den indiske delstat Vestbengalen. De skulle bruge maskingeværer og projektiler til at forsvare sig mod de militsstyrker, som det kommunistiske styre i delstaten sendte ud mod dem. Befolkningen blev forfulgt, torteret og dræbt af regimet i Vestbengalen, hvor en kvart million mennesker konstant var truet af det stalinistiske styre, der havde haft magten i over 30 år.

»Det kan være svært for andre mennesker at forstå, hvorfor vi greb til våbennedkastningen. Mange mennesker har spurgt mig, hvorfor vi ikke bare meldte overgrebene i Vestbengalen til politiet. Men det kunne vi ikke. For det var politiet og myndighederne selv, der stod bag overgrebene,« siger Niels Holck til Berlingske.

»Når politiet skyder ind i en skare af fredelige demonstranter, tvinges man til at forsvare sig. Våbnene, vi kastede ned, var en sidste udvej. En nødløsning for at beskytte befolkningen og de udviklingsprojekter, vi arbejdede med.«

Niels Holck havde fulgt udviklingen i Vestbengalen tæt gennem otte år, hvor han var rejst ud og ind af delstaten. Han arbejdede for den indiske bevægelse, Ananga Marga, der byggede skoler, biogasanlæg og vandkraftværker til de fattige. Våbnene i flyets lastrum skulle lokalbefolkningen bruge til at etablere vagtværn mod militserne.

»Virkeligheden derude er helt, helt anderledes end den danske, og måske vil jeg ikke få sympati, men forståelse for, at jeg har handlet, som jeg har gjort,« siger han og afviser al snak om, at han skulle være terrorist.

»Jeg ser mig selv som en del af frihedsbevægelse, som kæmpede mod et brutalt styre. Terrorister, derimod, er folk, der angriber uskyldige mennesker, og intet ligger mig mere fjernt,« siger Niels Holck.

»Jeg arbejdede med konkrete udviklingsprojekter, så beboerne i fattige landsbyer fik et bedre liv. Men de blev angrebet af et stalinistisk styre, som ikke lod sig stoppe. Derfor havde de fattige behov for beskyttelse, og derfor gik jeg i gang med at skaffe dem våben til at forsvare sig med.«

Niels Holck sad i flyets larmende lastrum og spekulerede over den eskalerende vold i Vestbengalen, som nu også blev rettet mod udlændinge. En australsk sygeplejerske var næsten blevet torteret ihjel af politiet, og en agronom var blevet hugget i fem stykker med macheter.

Med ét blev der aktivitet i kabinen. Et gult lys begyndte at gløde som tegn på, at klappen blev åbnet. Larmen fra motorerne strømmede ind i kabinen sammen med fugtig, varm luft. Pludselig lyste lampen rødt, og det var som om, flyet sank ned i et hul i luften. Piloten trak rattet til sig, og maskinen stejlede. Pludselig blev de tre net suget ud, og det lille fly krængede endnu mere, fordi ballasten var væk.

Niels Holck jublede indvendig. Missionen var lykkedes, og efter en mellemlanding i Calcutta fortsatte Antonov’en til ferieparadiset Phuket i Thailand, hvor den trætte besætning indlogerede sig på et luksushotel ved stranden.

Niels Christian Nielsen, som hans forældre, byens fotograf og dennes hjemmegående hustru, døbte deres »efternøler«, tilbragte en fredsommelig barndom i Års, hvor alle kendte hinanden i et lille trygt miljø.

Men da Niels Holck, som han hedder i dag, hvor han har taget hustruen Sandras efternavn, fyldte ni, blev der vendt op og ned på hans verden, da moren flyttede til Rungsted sammen med en ny mand.

Skiftet fra Jylland til Nordsjælland var et kulturchok, og Niels Holck udviklede sig til en søgende sjæl, der ledte efter politiske og eksistentielle ståsteder, mens verdens gru langsomt gik op for ham under Vietnam-krigen.

Moren var aktiv hos De Konservative, sønnen i elevorganisationen LOE, hvor han dog hurtigt følte sig frastødt af den hårde kerne i bestyrelsen, hvoraf de fleste var organiserede kommunister. Allerede som 16-årig flyttede han hjemmefra ud i nærheden af Christiania og senere i et hippiekollektiv tilbage i Rungsted.

Her kom Niels Holck i kontakt med den verdensomspændende indiske bevægelse, Ananda Marga, som lægger lige meget vægt på personlig, åndelig udvikling og socialt arbejde. Efter at være droppet ud af gymnasiet meldte han sig til et kursus hos en politisk orienteret indisk munk i København i håb om at finde opskriften på en bedre og mere retfærdig verdensorden.

Som 19-årig rejste Niels Holck til Manila i Philipinerne og deltog i en konference, hvor en bankerot bonde fortalte om, hvordan bønderne havde måttet opgive deres mange lokale rissorter og var blevet totalt afhængige af udenlandske kapitalinteresser.

På vejen hjem fra Manila tilbragte han julen i Calcutta i Indien, hvor han traf sit livs beslutning. Midt i Calcuttas slum lå en mand med elefantitis på fortovet. Hans ene ben var næsten en meter tykt. For første gang i sit liv så Niels Holck døden og elendigheden direkte i øjnene, og han lovede sig selv at bruge sit liv på at skabe en bedre verden. En beslutning, han holdt fast i til trods for, at Calcuttas fattige, som han nu havde viet sit liv til, i løbet af opholdet stjal hans penge og pas.

Tilbage i Danmark tog Niels Holck kontakt til en kammerat, som var blevet narkoman og kort efter blev anholdt i forbindelse med et røveri mod en Favør-købmand i Hørsholm. Et par dage efter blev der begået et kup mod en pengetransport, der transporterede penge fra Handelsbankens filialer til Nivå Centret.

Pludselig en dag buldrede politiet på døren i Niels Holcks mors lejlighed i Rungsted og ind stormede de med trukne tjenestevåben. Niels Holck blev anholdt for væbnet røveri. Ifølge ham selv, angivet falsk af sin ven, narkomanen.

I kældercellen i arresten i Helsingør funderede Niels over sin fremtid. Skulle han falde til patten og genoptage gymnasiet og glemme Calcuttas fattige? Nej!

Han hamrede på døren og bildte betjentene ind, at han vidste, hvor pengene fra røverierne var skjult. Iført blå overall og et par gummistøvler størrelse 46 ledte Niels Holck politiet ud i Rungsted Hegn, hvor han traf en hurtig beslutning, mens betjentene pustende søgte at holde trit med ham.

Lynhurtigt sparkede han støvlerne af sig og styrtede af sted i zigzag ind i skoven med sirener og glammende hunde efter sig. Med blødende fødder nåede han Klampenborg Station og tog ind til København, hvor venner indlogerede ham. Næste aften fulgte han TV-Avisens reportage om flugten fra Rungsted Hegn. Tre dage efter forlod han ved sin fars hjælp landet udstyret med en barndomsvens pas og 5.000 kroner.

Det næste år tilbragte Niels i et indisk refugium, hvor han lærte meditation og yoga. Via en kontakt fra Ananda Marga rejste han til en af USAs baggårde Guatemala, hvor han gennem to år byggede skoler og drev børnehjem.

Så fulgte nogle år, hvor han igen arbejdede i Vestbengalen med Ananda Margas projekter, som efterhånden til det kommunistiske styres utilfredshed tiltrak sig international opmærksomhed.

En dag i 1990 oplevede Niels, hvordan politiet skød ind i en menneskemængde, som rædselsslagen flygtede for kugleregnen, og overgrebene mod mindretallet i Purulia tog til.

Efter ophøret af Den Kolde Krig besluttede Niels Holck sig for at rejse til Khabarovsk i Sovjetunionen for at deltage i opbyggelsen af, hvad han opfattede som et mere retfærdigt samfund med bla. opbygning af andelsvirksomheder. Men den russiske mafia og den amerikanske trævirksomhed Weyerhaeuser, som opkøbte retten til områdets tømmer, satte en stopper for drømmene.

I 1993 var Niels Holck tilbage i Vestbengalen. Her fik han stadig flere rapporter om voldsbølger, hvor kommunisternes dødspatruljer hærgede. Han besøgte en række fjernt beliggende landsbyer, hvor dødspatruljer terroriserede befolkningen til at sætte krydset det rigtige sted, når der var valg. I Vestbengalen handlede demokratiet om, hvem der var stærkest.

Folk var rædselsslagne, når Niels Holcks jeep ankom ude i landsbyerne. De var vant til, at militspatruljerne dukkede op om natten, voldtog kvinderne og hakkede mændene i småstykker. Holck var dybt rystet ovenpå disse besøg.

Indsmugling af elektronisk udstyr til Indien var gennem mange år med til at finansiere bistanden til Ananda Margas projekter i Vestbengalen. Ovenpå de chokerede oplevelser i Vestbengalen besluttede Niels sammen med ligesindede at organisere smuglerierne professionelt.

Videokameraer og anden elektronik blev erstattet med guld, som kunne købes afgiftsfrit i Hongkong og smugles ind i Indien.

Niels Holck og hans smuglergruppe opbyggede efterhånden pålidelige forretningsforbindelser til både leverandører og aftagere. Selv agerede de »muldyr« via internationale flyforbindelser med guldet skjult i specialveste eller falske batterier til videokameraer fra hovedkvarteret i en lejlighed i Hongkong.

Pengene var rigelige. Nu skulle de forfulgte indbyggere i Vestbengalen sættes i stand til at forsvare sig selv. Der skulle etableres vagtværn mod de brutale regeringsmilitser. Niels Holck fik forbindelse til den britiske våbenhandler og tidligere efterretningsmand i Rhodesia, Peter Bleach, som kunne skaffe maskingeværer af mærket Kalashnikov i Bulgarien.

Problemet var transporten. Der var ingen steder i området, der egnede sig til landingsbane. Våbnene måtte kastes ned. Peter Bleach overbeviste Niels Holck om, at det var nødvendigt at købe et fly til formålet. Pris 250.000 dollars.

I september 1995 rejste Bleach og Holck til Letland for at besigtige et russisk Antonov, som Latavia havde til salg. I Riga hyrede de også en besætning på fem arbejdsløse russere.

Den 10. december 1995 landede flyet med Niels Holck og besætningen ombord i havnebyen Burgas ved Sortehavet i Bulgarien, hvor Peter Bleach tog imod. Den ulovlige våbentransport gik i gang med nervepirrende, men veloverståede mellemlandinger i Georgien, Pakistan og Bangladesh.

Som beskrevet lykkedes det at kaste våbnene ned, men de ramte ikke plet. Våbnene nåede aldrig ned til de forfulgte grupper i Vestbengalien.

Feriestemningen blandt besætningen på luksushotellet i Thailand var ødelagt. Den mislykkede nedkastning var tophistorie på BBC, som kørte på TVet på hotellet. Niels Holck pressede på for at flygte til Indonesien og dumpe maskinen der. Men Bleach talte imod. Hans og besætningens professionelle anseelse stod på spil. Han insisterede på at vende tilbage til Karachi i Pakistan.

Niels Holck bøjede sig, og flyet fik tilladelse til at lande i Madras på vej til Karachi. De var på vej ind i fjendeland. Sent om aftenen mellemlandede de i Madras og fortsatte derefter uhindret mod Karachi i Pakistan.

Pludselig blev de bedt om at lande i Bombay. Desperat diskuterede de, om de kunne nå at komme ud i internationalt luftrum, før inderne kunne nå at sende et kampfly op og tvinge dem ned. Navigatøren sagde nej. Propelflyet var for langsomt. De måtte følge ordren eller risikere at blive skudt ned.

De landede og fik ordre til at parkere i et afsides hjørne af Sahar International Airport. Niels Holck opfordrede de andre til at løbe over i et nærliggende krat og gemme sig. En jeep kørte op foran dem. »Vil I med?« spurgte Niels russerne. Men de rystede tavst på hovedet. Hurtigt gik han over mod buskene. De indiske lufthavnsofficials lagde ikke mærke til ham. Han satte sig på hug bag buskene, og imens to armygrønne lastbiler nærmede sig, krøb han i ly af et højt træ op over muren. Han kom helskindet over muren bortset fra en lille flænge, og landede på fødderne i en lille slumby med 15.000 dollars og sit pas i lommen.

Han flygtede via Bombay til Poona, hvor en kendt guru havde et refugium. Her var der en lille lufthavn med daglige afgange til Delhi. Niels Holck tog første fly, rystende nervøs. Han var nu eftersøgt, og hans billede var i alle landets aviser. De fem russere og Peter Bleach var fængslet i Calcutta. Men det lykkedes Niels Holck at komme på et tog ud af Delhi og derefter at blive kørt over grænsen til Nepal til Katmandu. Herfra gik turen med Lufthansa til Frankfurt og videre til Danmark – til en tilværelse uden officiel identitet.

Artiklerne bygger på bogen »De kalder mig terrorist« af Niels Holck og Øjvind Kyrø, som udkommer på PeoplesPress på tirsdag, 271 sider, 249 kr., samt Berlingske Tidendes interview med Niels Holck.