Jeg prøver at imødegå den provinsielle indespærring med mine skriverier

Benny Andersen, Danmarks nationaldigter, frabeder sig, at danskerne tager ham til indtægt for den lukkede danske nationalisme.

»I USA sammenligner de mig med Mark Twain,« siger Benny Andersen, der også føler sig i slægt med de franske surrealister. <br>Foto: Moten Juhl. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Murerarbejdsmand Svend Aage Andersen var temmelig ferm til at digte lejlighedssange dengang i 20erne og 30erne. Andersens rim var værdsat ved familiens runde fødselsdage, konfirmationer og bryllupper.

Men det var ikke noget, han gjorde sig til af. Kunne man, gjorde man det. Ellers tyede man til den lokale rimsmed med et par stikord om festens genstand. Talentet faldt i arv til Andersens børn, deriblandt Benny.

»Lejlighedssange. Jeg kan ikke komme i tanker om noget mere dansk,« siger danskernes nationalklenodie og -poet Benny Andersen.

»Det skulle da lige være højskoler og kolonihaver. Resten af det, vi kalder specifikt dansk, har vi fået udefra. Vi har forvaltet og fordansket det.«

Efter »Samlede digte« fra 1996 og 2001 skriver han nu på en ny digtsamling. »Spredte digte« kalder han selvfølgelig nyskabelsen, der udkommer til efteråret med nye og tresserdigte, bl.a. et, som han har fundet frem fra skrivebordsskuffens glemsel og skrevet færdigt.

»Spredte digte« - du kan da blive ved med de ordspil?

»Ja, jeg er stadig meget forelsket. Det er så inspirerende.«

Benny Andersens højtelskede Cynthia, hende han skrev om i »Rosalina«, døde i 2001. Sidste år giftede han sig med advokat Elisabeth Ehmer, som han også har gjort til sin sekretær og juridiske rådgiver.

Selv om han er mangefold laurbærkranset og hyldet for sin kernedanske poesi, nægter han at vedkende sig den.

»Mine inspirationer er både franske, engelske, tyske, østrigske, russiske... Jeg får at vide, at jeg er så dansk, så jeg umuligt kan oversættes, men mine digte er da oversat til 17-18 sprog. Når jeg er ude i verden og læser op, er der ingen i USA, der siger, at jeg er typisk dansk. Tværtimod. »Du minder lidt om Mark Twain,« siger de. Andre sammenligner mine digte med fransk surrealisme. Det er ikke helt ved siden af. Fransk surrealisme er en væsentlig inspiration for min meget danske lyrik.

Jeg fordansker min påvirkning, og det, der kommer ud af det, er bare en anden form for danskhed end f. eks. Rifbjergs digte. Vi har hver et personligt dansk, lige som malerne har deres personlige stil,« forklarer han.

Hvilke danske værdier sætter du pris på?

»Jeg bliver mest fascineret af ligheden mellem danskere og andre folkeslag. Da jeg i 1979 første gang mødte Cynthias familie på Barbados, slog det mig, at der dér herskede den samme form for humor og given sig tid til hinanden, som jeg huskede fra min barndoms Søborg. For mig var det som at komme hjem. Den måde man grinede og lavede skæg sammen, lignede min families. På Barbados råder også den pragmatisme, som dansk politik stort set stadig har. Man finder ud af det. Bortset fra at livet i dag ikke er helt det samme som i Søborg, har vi herhjemme heldigvis også stadig bevaret lidt humor. Og selvom den politiske diskurs på det seneste er blevet noget mere skinger, er vi stadig konsensussøgende.«

Så heltemodige kan man ikke længere kalde danskerne?

»Jamen, vikingerne drog jo ud. Kun smølehovederne blev tilbage. Vi må så klare os på anden vis, og når vi ikke kan klare os med råstyrke, må vi overleve på snilde, lumskhed og bondesnuhed,« siger digteren, der ellers i tresserne forlod tidens trend af ironisk distance til sit stof.

Skar ned på ironien
Han havde netop skrevet et digt med omkvædet »Hvorfor solgte vi også De vestindiske øer?«, som blev offentliggjort i Politiken. Datteren Lisbet oversatte det stolt for besøgende unge amerikanere.

»De så på hende: »Er din far racist?« Jeg blev så forskrækket, at jeg ikke tog det med i min samling »Her i reservatet«. Siden dengang har jeg brugt meget mindre ironi,« siger Benny Andersen.

Men mange danskere frygter netop nu indvandring og globalisering.

»Det er beklageligt, og jeg prøver at imødegå den provinsielle indespærring med mine skriverier. Jeg ser og observerer jo, siger Benny Andersen, som op gennem firserne oplevede det gryende fremmedhad over for Cynthia. De åbne, tolerante danskere, der tog imod hende med åbne arme en halv snes år forinden, begyndte at se surt til hende. I Lyngby Storcenter blev hun sprunget over i køen, og på Lyngby Station bøjede en ung mand sig over hende og hvislede »Go home, nigger!«.

»Jeg rendte efter ham og råbte »Svin!« Ingen skulle genere min kvinde. »Landsforræder!« råbte han tilbage. Det smertede mig, hvad hun blev udsat for. Det eneste positive er, at når man er blevet så gammel som jeg (75 år, red.), ved man, at tingene vender igen. På et tidspunkt bliver Danmark større og mere udadvendt igen.

Tiden arbejder for os. Hvis man ejer lidt historisk bevidsthed, husker man de samme udsving i 1800- og 1900-tallet. Nationalismen kom til os med romantikken, og efter 1864 har vi lidt af ulykkelig kærlighed til os selv.«

Alligevel tager mange danskere netop dig til indtægt for danskheden.

»Det skal de ikke slippe godt fra. Jeg kan påpege digt efter digt, hvor enhver kan se, at jeg i hvert fald ikke stemmer på Dansk Folkeparti. Hvad jeg forstår ved danskhed er åbenheden, som vi kender fra Holbergs tid, ja helt tilbage i vikingetiden. Jeg tror, at vi er mange, der ikke giver op. Hvis vi ikke er de fleste, er vi en modstandsbevægelse. Vi er tilstrækkelig mange, der nok skal få overtaget i sidste ende,« siger Benny Andersen.