»Jeg mente, at islam var noget, Satan havde skabt«

Et ærligt søgende menneske eller en forvirret vendekåbe? Belal El-Khatib voksede op som muslim. Så købte han blå kontaktlinser og farvede sit hår lyst. Blev formand for Dansk Folkepartis Ungdom i Roskilde, kaldte sig Rasmus og råbte efter de mørkhudede på gaden. I dag er han igen muslim. Hvad har han gang i?

Belal El-Khatib er 24 år og er vokset op i et muslimsk hjem. Som 16-årig blev han lokalformand for Dansk Folkeparti i Roskilde, og som 18-årig blev han kristent døbt og hadede alt, hvad der havde med islam at gøre. For halvandet år siden så han igen lyset og konverterede tilbage til islam. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Belal El-Khatib har bidt sine negle helt ned. Om en time vil det stå klart, hvorfor det måske er logisk, at han har den dårlige vane. Ellers er der ikke meget logik over den 24-årige dansk-palæstinenser. Kun logik som den forefindes i et menneske, der én dag er racist og den næste dybt troende muslim.

Belal er vokset op i en ikke-praktiserende muslimsk familie. To små søskende og tre delebrødre på faderens side. Moderen er pædagog, faderen gør rent. Jo ældre han blev, desto mindre lagde forældrene vægt på, at han skulle bede fem gange om dagen og faste inden ramadanen. Han fik frie tøjler.

I teenageårene blev han inspireret af sin omgangskreds på Himmelev Skole og udviklede aversion mod arabere. Han begyndte at råbe ad dem på gaden og blev med årene en rabiat racistisk muslimofob.

Belal gik med blå kontaktlinser og farvede sit hår lyst, så han lignede en ærkedansker mest muligt. Han ville så langt væk fra Mellemøsten og forældrenes tro som muligt. Fysisk og åndeligt. I 2006 meldte han sig ind i og blev formand for Dansk Folkepartis Ungdom i Roskilde. Han var selv blevet chikaneret af racister og mente, reglerne for dansk statsborgerskab skulle strammes, og det skulle forbydes kvinder at gå med tørklæde.

For Belal var det logisk. Han havde hørt, hvad muslimske terrorister havde gjort i angrebet på World Trade Center i New York i 2001 og om den arabiske verdens kraftige reaktioner på Muhammed-tegningerne.

»Alle de ting, der skete i de år, bekræftede mig i, at muslimer var terrorister og farlige. Jeg mente, at islam var noget, Satan havde skabt, og blev endnu mere racist end mine venner,« fortæller han.

For ekstrem for racisterne

Belal El-Khatib nægtede at handle hos arabiske og tyrkiske grønthandlere og husker, hvordan han købte en flæskesteg med hjem, »både fordi det smagte godt, og for at provokere min mor,« som han siger.

Som 18-årig valgte han at blive kristent døbt, men var alligevel lidt nysgerrig over for islam.

»Før min dåb talte jeg med en imam og blev smidt ud, fordi jeg var kritisk over for islam. Da tænkte jeg: Der kan man jo se, hvordan de er. Jeg blev bekræftet og sikker på, at jeg ville døbes i den kristne tro.«

Han tog et dansk navn for at sætte trumf på sin tilstræbte lurpakkede danskhed.

»Jeg prøvede med forskellige for- og efternavne og syntes til sidst, at navnet Rasmus Dahl Damgaard lød godt.«

Snart overhalede han vennerne i ekstreme holdninger og karikeret følelse af danskhed. Så meget, at nogle af dem stod af. Belal var blevet for meget.

»De var racister, og deres fordommene tiltrak mig. Jeg ville gerne accepteres og skulle måske bevise noget over for de andre. Derfor måtte jeg tage afstand fra muslimer. Jeg følte mig enormt provokeret, når mine forældre fortalte, hvor god og fredelig islam var. De blev kede af det.«

Han gik i den koptiske egyptiske kirke på Nørrebro, fordi åndeligheden dér tiltalte ham. De andre, der gik der, var godt nok danske, men der var noget forkert ved det, syntes han.

»Jeg havde jo et problem med, at de var mørke i huden, kom fra et andet land og talte et andet sprog. Det kunne jeg ikke lide. Men jeg gav det en chance og prøvede at gå der et par gange mere.«

Med tiden og jo flere gange præsten talte om, at muslimer også under konflikter er kristnes brødre og søstre, begyndte hans overdrevne racistiske holdninger og kristne tro at blive nuancerede. Han gik til samtaler hos præsten og tvivlede mere og mere.

TV: Muslimen, der blev anti-muslim - og så muslim igen:

»Nu er det endeligt«

Da han en dag sad og diskuterede Biblen med en ven, blev de overraskede over, at et bestemt kapitel fandtes i vennens bibel, men ikke i hans egen. I dag kan han ikke huske hvilket kapitel. De fandt et andet kapitel, men det var skrevet forskelligt i de to trosfællers hellige skrift. Biblen havde fejl og var selvmodsigende, fandt han ud af.

»Hvis Gud er den mægtigste og ved alt, så begrænser han jo sig selv ved at blive menneske,« konstaterer Belal i dag og mener at finde Koranen fuld af beviser på mirakler og dermed på, at islam er den rette tro. Koranens guddommelige og smukke sprog er et andet bevis, mener han.

»Intet menneske vil kunne skrive noget lignende. Koranens ord kan kun komme fra en skaber.«

Han vendte, igen, på en tallerken for et år siden. Rasmus Dahl Damgaard tog sit fødenavn tilbage. I dag beder Belal El-Khatib fem gange om dagen, har Koranen på sig altid og går ind for en verdensomspændende islamisk stat – også kaldet Kalifatet. Ikke noget med vold og drab a la Islamisk Stat. Samtale og målrettet missionering er vejen til at overbevise os andre vantro om, at kalifatet er den eneste rette samfundsform.

»Islam har svaret på alt og kan løse alle problemer og er så komplet og er så stor ...«, siger han uden at fortrække en mine.

»Nu er det er endeligt«, siger han om endestationen for sin personlige konverteringsbølge.

Et kæmpe skift mellem holdninger og tro, der deler danskerne og verden og har splittet ham selv ned til neglerødderne. For tiden læser han HF-enkeltfag og vil gerne arbejde med udsatte mennesker.

»Jeg vil gerne sige undskyld«

Belals nedbidte negle er måske det tydeligste tegn på, hvordan han har haft det under sine holdnings- og trosmæssige U-sving. Gået nærmere på klingen er han mindre konkret.

Først var du muslim, så kristen og racist og nu ortodoks muslim. Hvordan skal man tage dig alvorligt?

»Jeg skifter ikke igen. Jeg har aldrig været så overbevist om noget, som jeg er denne her gang. Det er mit slutpunkt i at være søgende. Jeg har fundet fred, og det jeg har brug for.«

Hvordan skal Gud kunne tage dig alvorligt?

»Hvis du siger trosbekendelsen, og det kommer fra hjertet, og du mener det alvorligt, så bliver du også taget alvorligt.«

Det mente du også, da du konverterede til Kristendommen?

»Som menneske er man søgende, og alle går gennem forskellige faser af deres liv, indtil de har fundet det, de søger. Jeg tvivler ikke mere.«

Du er en muslim, der har været racist. Føler du, at du er et offer for det danske samfunds syn på muslimer?

»Der har i mange år kørt en meget islamofobisk, hård og generaliserede debat. Men det er vigtigt, at muslimer ikke går ud og laver ballade eller brænder containere af, bare fordi Pia Kjærsgaard siger noget negativt om muslimer. Vi bør demonstrere og skrive læserbreve og være i medierne i stedet for.«

Religion er et mellemværende mellem Belal og hans egen gud, mener han. Alligevel missionerer han pligtskyldigt som Koranen foreskriver og sendte en mail til Berlingske med ét formål, der åbenbart er mere påtrængende end Guds ord.

»Da jeg var i DF, krænkede jeg en masse mennesker og sagde mange dårlige ting om dem. Mange blev sårede. Jeg vil gerne sige undskyld til dem og vise, hvordan et menneske kan ændre sig.«